Afgørende øjeblikke

4.0
Ni små episoder danner en slags filmisk novellesamling i "Nine Lives", som er skrevet og instrueret af Rodrigo García (søn af Gabriel García Márquez). De ni klip handler alle om kvinder i dramatiske, afgørende situationer, hvor de skal forholde sig til deres liv, ofte fordi noget fra fortiden indhenter dem.

Hverdagsdramaerne i "Nine Lives" er lidt en blandet landhandel. Det er svært at etablere dramatik på få minutter, når man ikke kender personernes forhistorie, men kun arbejder med dialogen i nuet - og det er rigtig svært at gøre det ni gange i træk. De bedste af de ni historier er fine små kortfilm, mens de svageste ikke fik ordentligt fat i mig.

Samlet set bliver "Nine Lives" dog båret igennem af en afdæmpet, meget stilsikker instruktion fra García - også selv om jeg ikke er helt sikker på, hvad pointen med den samlede øvelse egentlig er. Og så giver de mange sceneskift fine roller til et stærkt udvalg af skuespillere. Jeg kunne især godt lide Robin Wright Penn som den gravide kvinde, der møder ekskæresten i supermarkedet - men blandt andre Sissy Spacek, Elpidia Carrillo, Glenn Close og Joe Mantegna får også etableret deres karakterer flot på den korte tid, de har til rådighed.
Ni liv