M. Night uden twist

Fra han blev kendt med "The Sixth Sense", har M. Night Shyamalan lavet film, der var bygget op omkring meget voldsomme twist i handlingen - men denne gang har han valgt at lave en mere traditionelt fortalt historie.

"Lady in the Water" er en gendigtning af gamle folkeeventyr om møder mellem mennesker og alfelignende væsener. Her handler det om en narf (en til lejligheden opfundet havnymfe), som skal finde en forfatter og give ham inspiration til at skrive en vigtig bog. Hun bliver fundet af viceværten i den boligblok, forfatteren bor i - og derfra drejer det sig om først at finde forfatteren og derefter få sendt narfen hjem i god behold.

Det er på sin vis en simpel og meget smuk historie, "Lady in the Water" fortæller. Men den bliver bare fortalt enormt langsomt med alt for meget fokus på, hvem i boligblokken der har hvilke roller i eventyret. Det virkede fuldstændig ligegyldigt for mig, og selv om der ind imellem kommer mere liv i form af chokeffekter med de onde monstre, der jager narfen, var filmen så træg, at jeg aldrig blev fanget. Shyamalan har tydeligvis en masse på hjerte - bl.a. en stor pointe om, at mennesker skal se sig selv som del af en helhed, plus et klart ønske om at lave en parabel om Irakkrigen. Det virkede bare ikke rigtig på mig.

Det er dog en nydeligt lavet film, hvor mange elementer er interessante, simpelt hen fordi de er anderledes. Paul Giamatti er selvfølgelig god som den kantede vicevært, og Shyamalan har givet sig selv en udmærket rolle som forfatteren. Til gengæld er Bryce Dallas Howard bleg på mere end én måde som narfen, og alt i alt syntes jeg altså, at det var en både rodet og tynd kop te - trods de åbenlyst gode intentioner.