Melodrama vs. Noir
4.0
Orson Welles' ”The Lady from Shanghai” er en film med mange svagheder og mange gevaldige styrker.
Ironisk nok lavede Welles angiveligt filmen for at redde sit forhold til Rita Hayworth, men melodramaet og kærlighedsscenerne mellem Hayworth og Welles virker ikke. Rygterne siger, at Columbia ødelagde filmen med et patetisk, overdramatiserende score, og de fik Welles til at lave pin-up lignende billeder af Hayworth. Men mon ikke det også skadede filmen en smule, at filmen var lidt af et forfængelighedsprojekt for Welles.
Men til trods for at filmen til tider føles kunstig og træg i nogle af de melodramatiske scener, er der som sagt mange store kvaliteter, der overskygger svaghederne. Specielt filmens sidste scene i et forlystelseshus er intet mindre end fremragende.
Historien er en klassisk noir. Den irske sømand Michael O'Hara (Orson Welles) forelsker sig i den rige og raffinerede unge dame, Elsa Bannister (Rita Hayworth), der er opvokset i Shanghai og gift med den berømte advokat Arthur Bannister. De overtaler Michael til at sejle deres yacht ned til Mexico sammen med Arthurs lidt sære partner George Grisby (Glenn Anders).
Michael er modvillig for at tilslutte sig det rige selskab. Han er ikke meget for disse glubske ulve, der er ondskabsfulde overfor hinanden. Men han vil have Elsa, så han når ikke at flygte i tide, da han bliver involveret i et morbidt komplot, der ender med mord og en retssag mod den stakkels irske ungersvend.
Et af filmens små problemer er Welles' irske accent, der ikke virker særlig irsk. Retssalsdramaet er også bizart med en sær komik og nogle usandsynlige drejninger. Der er mange små ting, der sætter filmen lidt ud af kurs.
Derudover er filmen som mange af Welles andre eskapader visuelt nyskabende og visuelt spændende mange steder. Rita Hayworth der løber i nogle slidte gamle mexicanske gader i en kridhvid kjole. Slutsekvensen med spejlene i det skøre hus.
Historien om de gale rigmandsulve, der spiller deres kyniske spil mod hinanden, fortælles bedst visuelt, og enkelte gange også med nogle gode replikker, som i scenen hvor Michael beskriver dem som hajer.
”The Lady from Shanghai” er efter min mening langt fra Welles' bedste film. Men selv en Welles-film med fejl og mangler er værd at kaste øjnene efter. "The Lady from Shanghai" er fremragende i de scener, hvor den træder i karakter som en helstøbt Film Noir frem for et trægt melodrama.
Ironisk nok lavede Welles angiveligt filmen for at redde sit forhold til Rita Hayworth, men melodramaet og kærlighedsscenerne mellem Hayworth og Welles virker ikke. Rygterne siger, at Columbia ødelagde filmen med et patetisk, overdramatiserende score, og de fik Welles til at lave pin-up lignende billeder af Hayworth. Men mon ikke det også skadede filmen en smule, at filmen var lidt af et forfængelighedsprojekt for Welles.
Men til trods for at filmen til tider føles kunstig og træg i nogle af de melodramatiske scener, er der som sagt mange store kvaliteter, der overskygger svaghederne. Specielt filmens sidste scene i et forlystelseshus er intet mindre end fremragende.
Historien er en klassisk noir. Den irske sømand Michael O'Hara (Orson Welles) forelsker sig i den rige og raffinerede unge dame, Elsa Bannister (Rita Hayworth), der er opvokset i Shanghai og gift med den berømte advokat Arthur Bannister. De overtaler Michael til at sejle deres yacht ned til Mexico sammen med Arthurs lidt sære partner George Grisby (Glenn Anders).
Michael er modvillig for at tilslutte sig det rige selskab. Han er ikke meget for disse glubske ulve, der er ondskabsfulde overfor hinanden. Men han vil have Elsa, så han når ikke at flygte i tide, da han bliver involveret i et morbidt komplot, der ender med mord og en retssag mod den stakkels irske ungersvend.
Et af filmens små problemer er Welles' irske accent, der ikke virker særlig irsk. Retssalsdramaet er også bizart med en sær komik og nogle usandsynlige drejninger. Der er mange små ting, der sætter filmen lidt ud af kurs.
Derudover er filmen som mange af Welles andre eskapader visuelt nyskabende og visuelt spændende mange steder. Rita Hayworth der løber i nogle slidte gamle mexicanske gader i en kridhvid kjole. Slutsekvensen med spejlene i det skøre hus.
Historien om de gale rigmandsulve, der spiller deres kyniske spil mod hinanden, fortælles bedst visuelt, og enkelte gange også med nogle gode replikker, som i scenen hvor Michael beskriver dem som hajer.
”The Lady from Shanghai” er efter min mening langt fra Welles' bedste film. Men selv en Welles-film med fejl og mangler er værd at kaste øjnene efter. "The Lady from Shanghai" er fremragende i de scener, hvor den træder i karakter som en helstøbt Film Noir frem for et trægt melodrama.
22/05-2007
