Ikke imponerende

3.0
Da jeg kom ud af biografen i går aftes, tænkte jeg, at den i det mindste var lidt bedre end toeren. Men det synes jeg ikke efter at have tænkt efter. "At World's End" er simpelt hen for lang og usammenhængende og fyldt med ligegyldige ting.

Det starter egentlig allerede med den første scene - eller måske nærmere efter den første scene, for den er i sig selv rigtig fed. Det ville have været sejt, hvis filmen havde holdt dén dystre tone hele vejen igennem. Det gør den så ikke, men derudover går det også galt i den første replik. En soldat løber hen til den onde overskurk fra handelskompagniet og siger nervøst, at de tilfangetagne pirater er begyndt at synge. Hvortil skurken svarer: "At last." Hvorfor? Hvorfor er det omsider? Det får vi aldrig forklaret - medmindre der er en reference bagud til noget, jeg ikke kan huske fra toeren ...

Sådan fortsætter det mere eller mindre gennem hele filmen. Voodoo-præstindens udvikling er totalt fjollet. Plottet er i det hele taget temmelig anstrengt - så meget, at personerne jævnligt må stoppe op og forklare det for os.

Og så er der detaljerne - malstrømmen er fed, men hvorfor ligger resten af flåden stille, mens der sejler ét enkelt skib hen til den? Og så videre ... Elizabeth Swann undergår også en underlig udvikling, der overhovedet ikke hænger sammen - især ikke med slutscenen efter credits in mente.

"At World's End" er rigtig flot lavet, men for det første har jeg set mere imponerende søslag i en film som "Master and Commander". For det andet mangler den den visuelle opfindsomhed, som de to første piratfilm boblede af. Det her er mere straight action, uden at det for alvor bliver fedt og episk. I stedet er det mest af alt forvirrende.

Johnny Depp er nu stadig ultrasej som pirat. "At World's End" bliver så meget mere levende i hans scener. Jeg synes fx, at hans surrealistiske scene er helt fantastisk. Det er faktisk også den eneste scene, hvor der virkelig sker noget opfindsomt rent visuelt. Og Captain Jack laver også klart de fedeste swashbuckler-ting. "Otherwise, this probably wouldn't work." :-) Plus at det er rigtig fint, at den slutter med en fuld cirkel for hans vedkommende.

Derudover var det også godt at få Geoffrey Rush med igen, men samlet set var det én af de der oplevelser, hvor jeg aldrig helt mistede interessen, men heller aldrig var imponeret. Der er gået for meget standard-blockbuster i den.
Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende