Australiens fødsel

6.0
Nick Cave skrev manuskriptet til denne australske western, der foregår i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor Australien var plaget af bander af lovløse bushrangers, som gemte sig ude i bush'en. Handlingen drejer om tre lovløse brødre, og titlens tilbud er det, en politichef giver den mellemste bror, efter han og lillebroderen er blevet fanget: Find og dræb jeres storebror, så bliver du og lillebror benådet.

Det er en hårdtslående, brutal historie, hvor der virkelig ikke bliver lagt fingre imellem, når loyalitet møder forræderi, og civilisation sættes over for frihedstrang. På den ene side har man en flok hensynsløse, gale bushrangers, men på den anden side er de britiske embedsmænd ikke et hak bedre under facaden. Det bliver særligt understreget i deres behandling af aboriginerne. "The Proposition" er virkelig skarp i skildringen af de her sære briter, der planter stokroser og serverer te i pæne kopper midt ude i ørkenen, drevet af imperialistisk selvtillid. Og samtidig nådesløst konsekvent, efterhånden som konflikten bygger op til det uundgåelige opgør.

Den er kanonflot fotograferet med masser af smukke billeder fra den stinkende varme australske bush - og stærke skuespillere i fokus. Især Danny Huston brænder vildt igennem som den ældste bror og bandeleder, men også Ray Winstone som politichefen og Emily Watson som hans kone spiller fremragende. Og så er der lige Guy Pearce som den mellemste bror, John Hurt som dusørjæger og en række andre fine spillere. Instruktør John Hillcoat har virkelig godt greb om historien og har også fået sat sine skuespillere utroligt godt op.

"The Proposition" er en film, der klikker på alle punkter. Fede skuespillere, fine billeder, gennemført stemningsfuld - også med lækker musik af bl.a. Nick Cave. Og baseret på Caves stærke manuskript, som umiddelbart er en tight historie om loyalitet og svære valg, men på det overordnede plan er en fascinerende skildring af, hvor den australske kultur kommer fra. Fremragende film - og benhård.
The Proposition