Gennemført noir

4.0
Canadisk-armenske Atom Egoyan har længe været betragtet som én af verdens førende instruktører af art cinema. Med "Where the Truth Lies" er han dog i en anden boldgade end normalt, for den er et rendyrket noir-genrestykke og dermed en hel del mere tilgængelig end Egoyans tidligere film.

Handlingen kunne være skrevet af Raymond Chandler. Den drejer omkring to stjernekomikere, som havde kæmpesucces som duo, men gik fra hinanden, efter der blev fundet en død kvinde i deres hotelsuite i 1957. 15 år senere går en ung kvindelig journalist i gang med at skrive en biografi om den ene komiker og sætter sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang.

Det viser sig selvfølgelig, at der er mange grimme ting under overfladen, og jeg kedede mig aldrig, mens plottet blev foldet ud - selv om det indeholder mange klassiske noir-elementer og dermed er på grænsen til kliché. Colin Firth og Kevin Bacon er godt castet som de to komikere, mens Alison Lohman mangler lidt punch som journalisten. Til gengæld ser hun dæleme godt ud som rødhåret noir-dulle.

Det med at se godt ud kan "Where the Truth Lies" på alle måder. Den er virkelig lækkert designet og fotograferet, igen 100% tro mod sin genre i de farvestrålende, sensuelle billeder. Der er mange seksuelle undertoner i historien, og de bliver både understreget og udstillet af de smukke billeder.

Det er en glimrende film, som ikke vil andet end at passe sig selv ind i en tradition, men til gengæld gør det rigtig godt.
Den nøgne Sandhed