Action i det grønne
4.0
Sommerbiffens garantier om biografen som sikkert tilflugtssted for årstidens småkryb gennemhulles med denne franske de luxe udgave af en naturfilm.
I Microcosmos findes ingen distraherende dårlige skuespilspræstationer, intet forudsigeligt plot eller amatøragtigt set design. Som i en ordinær amerikansk mainstream film findes der dog stadig masser af død og terror samt kønsakter og fremkomst af nyt liv. Instruktørerne er to franske biologer, Claude Nuridsany og Marie Perennou, der efter års research og udvikling af optagemetoder, har skabt en film til det store lærred om og med nogle af naturens mindste størrelser; larver, edderkopper, biller, myrer og mange flere.
Handlingen udspiller sig i dyrenes nærmiljø, og tilskueren bliver trukket ned i en temmelig ukendt verden lige i vandoverfladen eller i græshøjde, hvor dyr og natur i kæmpeforstørrelse pludselig skaber helt nye associationer. Man forskrækkes af en billes monster-kæbeparti og bliver lettere paranoid over en voldsom sværm af insekter, der synes at omringe én, godt hjulpet af biografens surround sound. Tiden får også andre dimensioner i dette mikrounivers, og det døgn som danner filmens ramme udgør for nogle af de medvirkende et helt liv.
Ingen pædagogik for viderekommende
Billedsiden skifter mellem etablerende storslåede udsigter over idylliske landskaber og ultranærbilleder af de små bæster og akkompagneres af en lydside bestående af intensiverede reallyde, skønsang og kompositioner, der understøtter dyrenes lyde og aktiviteter. Filmen lader i lighed med Luc Bessons undervandsfilm Atlantis, dyrenes bevægelser og rytme styre tempoet. Det pudsige og visuelt betagende har fået første prioritet og resulterer for eksempel i korte klip med larvers gakkede gangarter eller stillesiddende sommerfugle i deres imponerende camouflageuniformer. Der findes ingen forklarende voice over, og det medvirker til at man til tider sidder undrende uden at kunne finde logiske forklaringer på dyrenes adfærd. På den anden side er det rart at undvære den pædagogiske fortæller og bare lade sig fascinere af billederne.
Som det ofte sker når dyr er med på lærredet tildeles også disse småkryb menneskelige træk. To snegle mødes og sød musik opstår i form af en arie, og de to elskovshungrende skabninger udveksler slim m.m. En drabelig fight udspiller sig mellem to biller, et actionbrag som hvad angår klipning og lydside lige så godt kunne foregå i en af middelalderens ridderturneringer. Naturkræfternes påvirkning af livet i jordhøjde illustreres af en regnbyges voldsomme nedslag, og en myrefloks oprydningsarbejde danner en tidsaktuel parallel til menneskets vilkår når moder jord spiller med musklerne.
Microcosmos overrasker positivt hvis sidste gang man så naturfilm var dengang man syntes, at de var toppen af lørdag aftens tv-underholdning. Derudover kan den også anbefales som tiltrængt afveksling fra gennemtærskede spillefilmsformulaer, og som en humoristisk og visuel flot afbildning af en verden man normalt ikke ænser og i værste fald træder på.
I Microcosmos findes ingen distraherende dårlige skuespilspræstationer, intet forudsigeligt plot eller amatøragtigt set design. Som i en ordinær amerikansk mainstream film findes der dog stadig masser af død og terror samt kønsakter og fremkomst af nyt liv. Instruktørerne er to franske biologer, Claude Nuridsany og Marie Perennou, der efter års research og udvikling af optagemetoder, har skabt en film til det store lærred om og med nogle af naturens mindste størrelser; larver, edderkopper, biller, myrer og mange flere.
Handlingen udspiller sig i dyrenes nærmiljø, og tilskueren bliver trukket ned i en temmelig ukendt verden lige i vandoverfladen eller i græshøjde, hvor dyr og natur i kæmpeforstørrelse pludselig skaber helt nye associationer. Man forskrækkes af en billes monster-kæbeparti og bliver lettere paranoid over en voldsom sværm af insekter, der synes at omringe én, godt hjulpet af biografens surround sound. Tiden får også andre dimensioner i dette mikrounivers, og det døgn som danner filmens ramme udgør for nogle af de medvirkende et helt liv.
Ingen pædagogik for viderekommende
Billedsiden skifter mellem etablerende storslåede udsigter over idylliske landskaber og ultranærbilleder af de små bæster og akkompagneres af en lydside bestående af intensiverede reallyde, skønsang og kompositioner, der understøtter dyrenes lyde og aktiviteter. Filmen lader i lighed med Luc Bessons undervandsfilm Atlantis, dyrenes bevægelser og rytme styre tempoet. Det pudsige og visuelt betagende har fået første prioritet og resulterer for eksempel i korte klip med larvers gakkede gangarter eller stillesiddende sommerfugle i deres imponerende camouflageuniformer. Der findes ingen forklarende voice over, og det medvirker til at man til tider sidder undrende uden at kunne finde logiske forklaringer på dyrenes adfærd. På den anden side er det rart at undvære den pædagogiske fortæller og bare lade sig fascinere af billederne.
Som det ofte sker når dyr er med på lærredet tildeles også disse småkryb menneskelige træk. To snegle mødes og sød musik opstår i form af en arie, og de to elskovshungrende skabninger udveksler slim m.m. En drabelig fight udspiller sig mellem to biller, et actionbrag som hvad angår klipning og lydside lige så godt kunne foregå i en af middelalderens ridderturneringer. Naturkræfternes påvirkning af livet i jordhøjde illustreres af en regnbyges voldsomme nedslag, og en myrefloks oprydningsarbejde danner en tidsaktuel parallel til menneskets vilkår når moder jord spiller med musklerne.
Microcosmos overrasker positivt hvis sidste gang man så naturfilm var dengang man syntes, at de var toppen af lørdag aftens tv-underholdning. Derudover kan den også anbefales som tiltrængt afveksling fra gennemtærskede spillefilmsformulaer, og som en humoristisk og visuel flot afbildning af en verden man normalt ikke ænser og i værste fald træder på.
19/11-2018