maniske, den gode og den udspekulerede lejemorder

3.0
Ekslosioner, mystiske disketter og oversøiske bankkonti

"Dødbringende våben"-trilogiens instruktør Richard Donner står bag "Assassins", hvor Sylvester Stallone spiller lejemorderen Rath. Rath er ikke bare en hvilken som helst lejemorder. Han er simpelthen den bedste lejemorder. En slags lejemordernes Bill Gates. Men han er ved at være træt af legen og vil egentlig gerne trække sig tilbage. Men lejemordere kan ikke bare gå pension. Det vil Raths mystiske chef, som han kommunikerer med via internet, i hvert fald ikke gå med til. Og det vil en konkurrende lejemorder Miguel (Antonio Banderas) heller ikke. Han vil overtage Raths position, som den førende lejemorder i branchen, og det kan han kun ved først at gøre Rath kold.

Rath får til opgave at dræbe Electra (Julianne Moore), som er professionel tyv og hacker. Hun er i besiddelse af en diskette med nogle yderst følsomme oplysninger, som er mange penge værd. Rath beslutter sig for ikke at slå hende ihjel. Han gribes af samvittighedsnag og de to gør i stedet fælles front. De vil sælge disketten og trække sig tilbage. Men hele tiden jagtens de af den, selv for en psykopatisk lejemorder, usædvanlig maniske Miguel, der forfølger de samme ofre som Rath.

Take it or leave it
"Assassins" er en film, det er vanskeligt at anmelde, for jo mere man tænker over den, jo dårligere bliver den, og egentlig følte jeg mig vældig underholdt, da jeg så den. Det er sådan en film, hvor man skal være med på legen. Man skal lade sig rive med af spændingen, nyde klichéerne og lade være med at spekulere over urimeligheder i plottet. I hvert fald skal man ikke lade sig distrahere af, at en film med Sylvester Stallone i hovedrollen nok ikke byder på de største skuespilmæssige oplevelser. Heller ikke fra Antonio Banderas, der ellers tidligere har vist sig som en god skuespiller. Men i "Assassins" spiller han nærmest, som om han er blevet pumpet fuld af speed inden optagelserne.

Det mest oplivende moment er Julianne Moore, der er en morsom og handlekraftig heltinde, selvom det er irriterende, at hun, der starter med at være rimelig sej og nok have situationen under kontrol, bliver mere og mere klynkende og hjælpeløs, jo mere tid hun tilbringer i Raths selskab. Ikke desto mindre er det et godt valg at sætte to overenergiske personer op som kontrast til Sylvester Stallone, hvis spillestil, når han ikke slås, er nærmest apatisk. Hans ansigt rummer i hvert fald ikke det helt store udtryksregister (personlig har jeg en teori om, at han har fået de for Hollywoodstjerner obligatoriske ansigtsløftninger, og huden derfor er for stram til de helt store mimiske udskejelser).

Sylvester Stallone har i de senere par år forsøgt at anlægge sig en ny stil. En lidt mere, ja man kunne næsten sige intellektuel stil, end i sine Rambo-dage. Den indebærer, at han beholder sit tøj på og nogle gange bruger briller. Jeg skal være den sidste til at beklage, at han ikke viser sig med bar overkrop, til gengæld havde jeg gerne set, at Antonio Banderas havde gjort det - men man kan jo ikke få alt. Men det er der måske håb om i fremtiden, da det ser ud til, at Antonio Banderas med "Desperado" er ved at blive Hollywoods nye actionstjerne.
Assassins - lejemordere