Sci-fi i højeste gear
4.0
"Independence Day" er flot og underholdende, selvom der nok er nogen, der vil syntes, at den er for tyk.
Dette er filmen, alle har ventet på: "Independence Day", et gigantisk visuelt udstyrsstykke om den dag jorden pludselig er i livsfare, fordi gigantiske flyvende tallerkener hænger truende over hver eneste storby på de fem kontinenter.
Jeg vil i denne anmeldelse ikke gå nærmere ind i det visuelle, de mange speciel effects og computergrafikken, der selvfølgelig er fantastisk flot lavet. Jeg vil heller ikke beskæftige mig med skuespillet, der er, som man kunne forvente. Derimod vil jeg tage fat i to aspekter, nemlig plottets overordnede struktur og filmens underliggende patriotisme, der for mig at se, er de to springende elementer i filmen. Det er her, at mange mennesker vil sige fra, og afskrive "Independence Day" som plat, forudsigelig eller 'bare for meget'.
Plot-struktur
"Independence Day" er et skoleeksempel på noget, man sjældent ser gjort ligeså raffineret udenfor Hollywood's grænser. På mindre end et kvarter får filmen præsenteret den overordnet konflikt: 'de fremmede rumskibe, hvis skygge driver sig truende - først forbi månen, hvor sporene af menneskefødder udviskes af maskinrystelserne - og senere i de amerikanske storbyer, hvor alle nationalsymboler, fra Frihedsgudinden til Det Hvide Hus, indhyldes i sort'. Og filmen får også (stadig i løbet af et kvarter) præsenteret hovedpersonerne og deres indbyrdes relationer: præsidenten (Bill Pullman), hans kone (Mary McDonnell) og hans barn, en computertekniker (Jeff Goldblum), hans jødiske præste-far (Judd Hirsch) og hans ekskone (Margaret Colin), der er præsidentens rådgiver, en sort jagerpilot (Will Smith) og hans familie, og endelig en alkoholiseret pilot og Vietnam-veteran (Randy Quaid) og hans børn. Personer, hvis skæbner vil blive viklet sammen i løbet af filmen.
Personerne tegnes hurtigt og stereotypt, tildeles egenskaber og en fortid, relateres til små ting eller bestemte handlinger. Alt sammen små set-ups, der i løbet af filmens og personernes udvikling selvfølgelig udmønter sig i pay-offs på de helt rigtige tidspunkter. Vi kan for eksempel være rimelig sikre på, at den alkoholiserede vietnampilot nok skal op i et jagerfly og smadre rumvæsener på et eller andet tidspunkt, eller at computerteknikeren, der i starten spiller skak med sin far, senere hen indsér, hvad rumvæsenerne er ude på netop ved at sammenligne deres handlinger med et skakspil.
Sådan kunne man blive ved. Fra det helt overordnede og ned i de mindste detaljer er "Independence Day" et puslespil, der langsomt falder på plads. Og det flotte er, at alle brikker huskes, hvilket langt fra er tilfældet med lignende film. Men i og med, at plot-strukturen er så fuldstændig forudsigelig og stereotyp, er der måske mange, der enten vil kede sig eller syntes, at det bare er for tykt.
Patriotismen
Er det tilfældet, ja så vil den følelse nok blive forstærket af filmens underliggende patriotisme. Her har vi den amerikanske præsident, ung og atletisk, tidligere jagerpilot fra Golfkrigen - en handlingens mand. Hans idealisme er imidlertid falmet i det politiske og bureaukratiske cirkus, hvor det er svært, modsat under Golfkrigen, at se hvem fjenden er.
Piben får imidlertid hurtigt en anden lyd med de fremmedes invasion af Jorden, der absolut ikke er fredelig. Storbyer jævnes med jorden, og hvad der nu engang er tilbage af jordens befolkning må, med det amerikanske folk og den amerikanske præsident i spidsen, slå tilbage. Fjenden er ikke længere usynlig, men meget nærværende og meget ond. Så er det jo bare godt, at amerikanerne igen klarer ærterne, denne gang for at redde hele Jorden.
Med de mange referencer til Golfkrigen, der var en gigant succes for USAs image, og den samtidige forsoning med Vietnamkrigens veteraner, bliver filmen ét stort åndeligt løft til den amerikanske kampånd og selvforståelse. Med den rigtige handlekraftige, idealistiske og ubureaukratiske mand ved roret og et homogent, ærligt og frihedskæmpende folk ved sin side, kan USA indtage sin retmæssige position som verdens stormagt og klare de største kriser. Som en engelsk soldat siger, da han får meldingen om, at amerikanerne organiserer et samlet modangreb: 'Det var sgu på tide', eller sagt på en anden måde, medmindre amerikanerne tager initiativet, bliver der ikke gjort en skid.
Fremragende underholdning
Hvis man kan acceptere de to hovedelementer, jeg har beskrevet; den forudsigelige og stereotype plot-struktur og den underliggende super-patriotisme - måske grine lidt af dem eller bare syntes at det er fedt, så lever "Independence Day" absolut op til forventningerne. Det er sci-fi i højeste gear, næsten konstant fremdrift og i det hele taget fremragende underholdning. Men se den på et stort lærred, det gør oplevelsen meget, meget større.
Dette er filmen, alle har ventet på: "Independence Day", et gigantisk visuelt udstyrsstykke om den dag jorden pludselig er i livsfare, fordi gigantiske flyvende tallerkener hænger truende over hver eneste storby på de fem kontinenter.
Jeg vil i denne anmeldelse ikke gå nærmere ind i det visuelle, de mange speciel effects og computergrafikken, der selvfølgelig er fantastisk flot lavet. Jeg vil heller ikke beskæftige mig med skuespillet, der er, som man kunne forvente. Derimod vil jeg tage fat i to aspekter, nemlig plottets overordnede struktur og filmens underliggende patriotisme, der for mig at se, er de to springende elementer i filmen. Det er her, at mange mennesker vil sige fra, og afskrive "Independence Day" som plat, forudsigelig eller 'bare for meget'.
Plot-struktur
"Independence Day" er et skoleeksempel på noget, man sjældent ser gjort ligeså raffineret udenfor Hollywood's grænser. På mindre end et kvarter får filmen præsenteret den overordnet konflikt: 'de fremmede rumskibe, hvis skygge driver sig truende - først forbi månen, hvor sporene af menneskefødder udviskes af maskinrystelserne - og senere i de amerikanske storbyer, hvor alle nationalsymboler, fra Frihedsgudinden til Det Hvide Hus, indhyldes i sort'. Og filmen får også (stadig i løbet af et kvarter) præsenteret hovedpersonerne og deres indbyrdes relationer: præsidenten (Bill Pullman), hans kone (Mary McDonnell) og hans barn, en computertekniker (Jeff Goldblum), hans jødiske præste-far (Judd Hirsch) og hans ekskone (Margaret Colin), der er præsidentens rådgiver, en sort jagerpilot (Will Smith) og hans familie, og endelig en alkoholiseret pilot og Vietnam-veteran (Randy Quaid) og hans børn. Personer, hvis skæbner vil blive viklet sammen i løbet af filmen.
Personerne tegnes hurtigt og stereotypt, tildeles egenskaber og en fortid, relateres til små ting eller bestemte handlinger. Alt sammen små set-ups, der i løbet af filmens og personernes udvikling selvfølgelig udmønter sig i pay-offs på de helt rigtige tidspunkter. Vi kan for eksempel være rimelig sikre på, at den alkoholiserede vietnampilot nok skal op i et jagerfly og smadre rumvæsener på et eller andet tidspunkt, eller at computerteknikeren, der i starten spiller skak med sin far, senere hen indsér, hvad rumvæsenerne er ude på netop ved at sammenligne deres handlinger med et skakspil.
Sådan kunne man blive ved. Fra det helt overordnede og ned i de mindste detaljer er "Independence Day" et puslespil, der langsomt falder på plads. Og det flotte er, at alle brikker huskes, hvilket langt fra er tilfældet med lignende film. Men i og med, at plot-strukturen er så fuldstændig forudsigelig og stereotyp, er der måske mange, der enten vil kede sig eller syntes, at det bare er for tykt.
Patriotismen
Er det tilfældet, ja så vil den følelse nok blive forstærket af filmens underliggende patriotisme. Her har vi den amerikanske præsident, ung og atletisk, tidligere jagerpilot fra Golfkrigen - en handlingens mand. Hans idealisme er imidlertid falmet i det politiske og bureaukratiske cirkus, hvor det er svært, modsat under Golfkrigen, at se hvem fjenden er.
Piben får imidlertid hurtigt en anden lyd med de fremmedes invasion af Jorden, der absolut ikke er fredelig. Storbyer jævnes med jorden, og hvad der nu engang er tilbage af jordens befolkning må, med det amerikanske folk og den amerikanske præsident i spidsen, slå tilbage. Fjenden er ikke længere usynlig, men meget nærværende og meget ond. Så er det jo bare godt, at amerikanerne igen klarer ærterne, denne gang for at redde hele Jorden.
Med de mange referencer til Golfkrigen, der var en gigant succes for USAs image, og den samtidige forsoning med Vietnamkrigens veteraner, bliver filmen ét stort åndeligt løft til den amerikanske kampånd og selvforståelse. Med den rigtige handlekraftige, idealistiske og ubureaukratiske mand ved roret og et homogent, ærligt og frihedskæmpende folk ved sin side, kan USA indtage sin retmæssige position som verdens stormagt og klare de største kriser. Som en engelsk soldat siger, da han får meldingen om, at amerikanerne organiserer et samlet modangreb: 'Det var sgu på tide', eller sagt på en anden måde, medmindre amerikanerne tager initiativet, bliver der ikke gjort en skid.
Fremragende underholdning
Hvis man kan acceptere de to hovedelementer, jeg har beskrevet; den forudsigelige og stereotype plot-struktur og den underliggende super-patriotisme - måske grine lidt af dem eller bare syntes at det er fedt, så lever "Independence Day" absolut op til forventningerne. Det er sci-fi i højeste gear, næsten konstant fremdrift og i det hele taget fremragende underholdning. Men se den på et stort lærred, det gør oplevelsen meget, meget større.
19/11-2018
