For a buck and a quarter

4.0
Groucho, manden som kan vende al snak til til logisk nonsens på den halve tid af ingen tid, spiller i "A Night at the Opera" Otis B. Driftwood, der, som Groucho gør oftest, jager tykke, rige damer. Denne gang en tyk, rig dame (spillet som altid af Margaret Dumont), der har investeret i en opera, hvilket leder ham, Chico, og Harpo ind i et trekantsdrama, hvor de hjælper et forelsket operasangerpar til succes på bekostning af en snobbet stjernetenor og en operachef, og resten af den snobbede operaverden.

Som sædvanlig i Marx Brødrenes film er plottet blot en ramme for, at brødrene kan skabe ravage. Filmen afsluttes med en fantastisk finale i operahuset, hvor Chico og Harpo totalt forpurrer forestillingen med akrobatik og slapstick kamp med operachefen og stjernetenoren, så turtelduerne til sidst kan redde showet. Rammen i "A Night at the Opera" virker bedre end i de mere middelmådige Marx-brødrefilm som ”A Day at the Races”, mens den galeste film af dem alle, ”Duck Soup”, stadig er min personlige favorit.

Kærlighedshistorien og musiknumrene (med undtagelse af Chico og Harpos umådeligt elegante piano og harpenumre) gør filmen sløv til tider. Men der er stadig masser af fantastisk sjove scener. Groucho har masser af guldkorn i denne film: ”You're willing to pay him a thousand dollars a night just for singing? Why, you can get a phonograph record of Minnie the Moocher for 75 cents. And for a buck and a quarter, you can get Minnie.”
Halløj i Operaen