Mens vi venter på krigen

4.0
Sam Mendes' film om Golfkrigen starter som en ny "Full Metal Jacket" - onde drill sergeants, hårde øvelser og rekrutter, der bryder sammen. Men da først marinerne er ankommet til Golfen, bliver det en helt anden type historie.

Styrken ved "Jarhead" er nemlig, at den viser, hvor absurd krig er, uden at der er ret meget krig med. Vietnamkrigen var én lang forvirring, kravlen rundt i junglen og soldater, der brød sammen under presset. I "Jarhead" bryder de stadig sammen, men her kommer presset fra kedsomhed og uforløst spænding efter at have siddet i ørkenen i et halvt år.

"Jarhead" hænger ikke helt sammen. Måske skyldes det, at den er baseret på en erindringsbog, men hovedpersonens udvikling er i hvert fald lidt mystisk, og jeg syntes ikke, den helt troværdigt fik etableret, hvordan soldaterne til sidst er helt desperate efter at få lov til at skyde nogen. Jeg kom dog alligevel ud af biografen med en fornemmelse af at have set det glade vanvid og dermed en god antikrigsfilm. Der er nogle scener, som virkelig brænder sig fast på nethinden, især af de ting, marinerne oplever, efter krigen endelig kommer i gang, og de vader ud i ørkenen - til fods! - for at finde nogle irakere at slås med.

Derudover er den virkelig flot fotograferet - typisk Mendes - og har fine præstationer af en håndfuld gode unge skuespillere - Jake Gyllenhaal, Peter Sarsgaard, Jamie Foxx, Evan Jones, Brian Geraghty - som de amerikanske marinere, der ikke aner en brik om, hvad det er, de er blevet rodet ud i. Især Jones er fin som kompagniets galning - et soleklart billede på, hvordan virkelighedens Lynndie England'er opstår.
Jarhead