Guds by i betændelse
4.0
Når man sætter sig til rette for at se en brasiliansk film om Brasilien og et af de mest lusede og foragtede pletter på landkortet, så ved man på forhånd nogenlunde hvad man kan forvente sig - nemlig masser af fattigdom og masser af kriminalitet. Grundlæggende vil den brasilianske ”City of God” derfor næppe vælte de fleste omkuld i overraskelse, når dét viser sig at være præcis hvad man får.
Hvor Fernando Meirelles og hans film slår igennem er derimod i måden den viser os det på. Omgivelserne i ”City of God” består både af sensuel eksotisme og af beskidt råhed, af sandstrande og af murbrokker, men det bemærkelsesværdige er på ingen måde det udseende som Guds By, et slumkvarter i udkanten af Rio De Janeiro, ligger for dagen. Det er den måde hvorpå filmen sætter billeder på et skodmiljø med overbevisende styrke, endda efter filmverdenen for længst har tværet diverse af verdens geografiske røvhuller ud på film.
Allerede fra første færd går ”City of God” angrebslystent til værks med en af sine talrige nervepirrende scener, nemlig en hønes desperate flugt fra at blive slagtet som sit kuld netop er blevet det. Fokusset flyttes konstant fra en jagtende og barbarisk menneskeskare og den kuldslåede høne, mens kameraet nærmest rytmisk skifter mellem fugle- og høneperspektiv. Sådan fungerer flere af sekvenserne i ”City of God” - som små dyk ned i en filmisk heksekedel der, trods man oplever dem på et støvet og beskedent tv, suger seeren ned i sin sydende og boblende verden.
Herefter introducerer filmen os for (den manglende) gud og hver mand i den lille, syndige by - alle fra hidsigproppen til drømmeren. Desværre kniber det dog med at få noget nyt på bordet. Tit forsvinder fortællingens personer (ikke mindst vores noget udtryksløse hovedperson) i sambamusik og drabeligt smukke billeder, hvilket også står som hovedårsag til, at jeg personligt aldrig rigtig lagde noget betydeligt engagement i dem.
Hvad angår selve fortællingens facon får vi ofte smidt adskillige oplysninger om miljøet og dets mennesker i synet, og specielt i første halvdel flere end behøvet. Nogle gange løfter det historien til et mere komplekst stadie og andre gange virker det ligegyldigt og irritabelt lig Martin Scorseses gangsterfilm at ligge kræfter i ubetydelige detaljer.
Men uanset hvad formidler Meirelles’ to timer i slummet mere visuel energi og socialrealistisk slagkraft end noget Hollywood har præsteret i årevis. Og det er der, ”City of God” får øjenbrynene til at hæve sig og hiver fire stjerner og en stor, opadrettet pil i hus.
Hvor Fernando Meirelles og hans film slår igennem er derimod i måden den viser os det på. Omgivelserne i ”City of God” består både af sensuel eksotisme og af beskidt råhed, af sandstrande og af murbrokker, men det bemærkelsesværdige er på ingen måde det udseende som Guds By, et slumkvarter i udkanten af Rio De Janeiro, ligger for dagen. Det er den måde hvorpå filmen sætter billeder på et skodmiljø med overbevisende styrke, endda efter filmverdenen for længst har tværet diverse af verdens geografiske røvhuller ud på film.
Allerede fra første færd går ”City of God” angrebslystent til værks med en af sine talrige nervepirrende scener, nemlig en hønes desperate flugt fra at blive slagtet som sit kuld netop er blevet det. Fokusset flyttes konstant fra en jagtende og barbarisk menneskeskare og den kuldslåede høne, mens kameraet nærmest rytmisk skifter mellem fugle- og høneperspektiv. Sådan fungerer flere af sekvenserne i ”City of God” - som små dyk ned i en filmisk heksekedel der, trods man oplever dem på et støvet og beskedent tv, suger seeren ned i sin sydende og boblende verden.
Herefter introducerer filmen os for (den manglende) gud og hver mand i den lille, syndige by - alle fra hidsigproppen til drømmeren. Desværre kniber det dog med at få noget nyt på bordet. Tit forsvinder fortællingens personer (ikke mindst vores noget udtryksløse hovedperson) i sambamusik og drabeligt smukke billeder, hvilket også står som hovedårsag til, at jeg personligt aldrig rigtig lagde noget betydeligt engagement i dem.
Hvad angår selve fortællingens facon får vi ofte smidt adskillige oplysninger om miljøet og dets mennesker i synet, og specielt i første halvdel flere end behøvet. Nogle gange løfter det historien til et mere komplekst stadie og andre gange virker det ligegyldigt og irritabelt lig Martin Scorseses gangsterfilm at ligge kræfter i ubetydelige detaljer.
Men uanset hvad formidler Meirelles’ to timer i slummet mere visuel energi og socialrealistisk slagkraft end noget Hollywood har præsteret i årevis. Og det er der, ”City of God” får øjenbrynene til at hæve sig og hiver fire stjerner og en stor, opadrettet pil i hus.
06/06-2007
