Bag Den Ægteskabelige Facade

4.0
Efter at have haft succes med filmatiseringen af Robert Ludlum’s ”The Bourne Identity” har instruktør Liman igen kastet sig over en actionfilm, men her i den noget lettere ende, hvor komedien er en lige så stor, hvis ikke større del af indholdet, som selve actiondelen. Alt for seriøst skal det i hvert fald ikke tages.

Det er der så til gengæld kommet en morsomt underholdende og overraskende hæsblæsende flot film ud af, hvor ægteparret Hr. (Pitt) og Fru. (Jolie) Smith (deraf titlen) begge fungerer som agenter, uden at den anden ved det. Det vil sige lige indtil de får til opgave at likvidere hinanden og opdager sandheden bag deres udadtil gabende kedelige ægteskab.

Nu vil det måske være lidt flot af den grund at se filmen som en metafor for netop ægteskabets trængsler, i en film så overfladisk. Naturligvis ligger dette tema latent i historien, endskønt på en måde så det hverken bliver hæmmende for historiens udvikling eller givende for en mere filosofisk tilgang til emnet.

Vi er ude i den rene actionkomedie, hvor de morsomme optrin og gennemførte actionscener elegant afbalancerer og supplerer hinanden i en fornøjelig cocktail, anført af filmens to veloplagte superstjerner, der ligeledes giver hinanden perfekt med- og måske især modspil. Filmens øvrige solide cast burde også nævnes, selv om den står lidt i skyggen af hovedrollerne, så spilles der nemlig generelt fint i den på alle måder fortrinligt eksekverede produktion.

På den måde kan man kun kalde Liman’s film for vellykket, også selv om den ikke hører til den slags film der efterlader sig større indtryk.
Mr. and Mrs. Smith