The Power Of Christ Compells You

6.0
Anmeldelse af original versionen:

William Friedkin og William Peter Blatty's Exorcisten har sikret sig et ry som en af verdens mest skræmmende gysere og det er ikke ubegrundet.

Den egentlig ret simple historie udspilles omkring den succesfulde skuespillerinde Chris (Ellen Burstyn) og hendes datter Reagan (Linda Blair). Da Reagan begynder at opføre sig underligt og endda fjendtligt sender en fortvivlet Chris hendes datter til psykiater, men svaret skal ikke findes blandt nyere lægevidenskab, men i den ældgamle bibelske kamp imellem det gode og det onde.

Exorcisten skabte utroligt stort hysteri blandt folk da den udkom i 1973, dels pga. dens helt åbenlyse seksuelle undertoner ogdels at den var nådesløst eksplicit i sine special effects (i hvert fald i 73).

Exorcisten er et mesterværk på alle punkter. For det første (hvis vi tager den overnaturlige del ud) er filmen så realistisk at den kan skabe en perfekt dunkel stemning, som der mangler i mange af vor tids overnaturlige gysere, hvor special effects synes mere fremtrædende end selve historiens kerne, desuden indeholder filmen en stor emotionel dybde når det kommer til vores personer, her kan f.eks. nævnes Karras' store skyldfølelse over sin mors død, dette faktum bidrager ikke kun ydeligere til filmens realistiske tone, men får os samtidig til at føle for disse personer, der gennemgår alle disse pinsler, menneskene i denne film er fuldstændig engagerede og ikke blot en-dimensionelt foder til kødmaskinen, hvilket specielt gør filmens sidste 20 minutter til et sandt sansebombardement med den ene frastødende og hardcore-horror effekt efter den anden.

Skuespilspræstationerne er helt fænomenale. Linda Blair er uhyggeligt god som denne forvirrede pige, der udover at stå overfor sin pubertet og en kommende skilsmisse fera hendes forældres side, pludselig oplever alle disse uhyggelige fænomener for til sidst at blive fuldblodsdæmon.

Ellen Burstyn er også god som Reagans mor, der langsomt må se til mens hendes datter forandrer sig for øjnene af hende, og til sidst Jason Miller og Max Von Sydow som to sårbare og skrøbelige (både fysisk og psykisk) præster, der må kæmpe imod den ultimative ondskab.

Musikken er også ramt lige i øjet, specielt klaverstykket Tublar Bells (nok bedre kendt som Exorcisten-temaet) formår at skubbe alle filmens temaer ned i musikken.

Filmen er som sagt meget grafisk i sin fremstilling af splattereefekter, og vil nok ikke faldes i de flestes smag, men horror-feinschmekere vil skam heller ikke bliver ligefrem chokeret over filmens splattereefkter, da op til flere film siden dengang er gået til ydeligere ekstremer, men Exorcisten er nok trods alt en af prototyperne.

Lyssætningen, kulisserne ja jeg kunne blive ved, men blot konstatere at dette er en perle man skal stifte bekendtskab med mange gange, for der ligger meget mere gemt bag facaden end man lige tror. Den er bestemt ikke nogen "feel good" film. William Friedkin sagde det vidst best da han sagde: "Hvis man tror at verden er kold, mørk og uretfærdig forstærker filmen den tro" Exorcisten er en af de absolutte perler inden for gysergenren. Se den og se den så igen!

Eksorcisten