Unik film af Boe
5.0
Christoffer Boes "Allegro" vil muligvis blive husket som 'Helena Christensen går til filmen' - men bortset fra det er det en virkelig god film.
Det gode ved "Allegro" starter med et fedt manuskript af Boe og Mikael Wulff (der tidligere havde lavet DR 2's "Kissmeyer Basic" sammen). Ulrich Thomsen spiller en succesfuld klassisk pianist, der vender hjem til Danmark, officielt for at give koncert, men i virkeligheden fordi han får at vide, at hans fortid er blevet stjålet og placeret i et mystisk sted kaldet Zonen, der ligger midt i København. Og den forsvundne fortid har noget at gøre med en ekskæreste.
"Allegro" skiller sig klart ud fra mængden ved sit sære plot, men også de filmiske virkemidler er specielle. Thomsens forhistorie bliver fortalt via små stykker animation, fortællerstemmen har en helt speciel rolle, og så er den i øvrigt superflot fotograferet. Meget, meget gennemført i mørk, videogrynet stil i det gamle København. Der er virkelig nogle billeder, der sidder fast i den indre biograf.
Tilsat enkel pianomusik giver det en ganske unik stil og fornemmelse. Faktisk er "Allegro" nok den film, jeg har set, der kommer tættest på både stemning og indhold hos forfattere som Paul Auster og Haruki Murakami.
Ulrich Thomsen er o.k. i endnu en sur hovedrolle, og Helena Christensen er godt valgt som ekskæresten, netop fordi hun spiller en ikoniseret udgave af den tabte kærlighed. Men blandt skuespillerne er det nu Henning Moritzen, der går bedst igennem som mystisk ældre herre i rullestol inde i Zonen.
"Allegro" er en film i langsomt, omhyggeligt tempo. Den er ikke for enhver smag, og jeg syntes da også, at den var en anelse lang i spyttet - og lidt selvsmagende, fordi plottet ikke har helt bid nok. Der kunne godt have været mere smerte og grumhed i en historie som denne. Men det ændrer ikke ved, at det er en rigtig god film - som i øvrigt burde tvangsforevises for alle dem, der påstår, at alle danske film er ens.
Det gode ved "Allegro" starter med et fedt manuskript af Boe og Mikael Wulff (der tidligere havde lavet DR 2's "Kissmeyer Basic" sammen). Ulrich Thomsen spiller en succesfuld klassisk pianist, der vender hjem til Danmark, officielt for at give koncert, men i virkeligheden fordi han får at vide, at hans fortid er blevet stjålet og placeret i et mystisk sted kaldet Zonen, der ligger midt i København. Og den forsvundne fortid har noget at gøre med en ekskæreste.
"Allegro" skiller sig klart ud fra mængden ved sit sære plot, men også de filmiske virkemidler er specielle. Thomsens forhistorie bliver fortalt via små stykker animation, fortællerstemmen har en helt speciel rolle, og så er den i øvrigt superflot fotograferet. Meget, meget gennemført i mørk, videogrynet stil i det gamle København. Der er virkelig nogle billeder, der sidder fast i den indre biograf.
Tilsat enkel pianomusik giver det en ganske unik stil og fornemmelse. Faktisk er "Allegro" nok den film, jeg har set, der kommer tættest på både stemning og indhold hos forfattere som Paul Auster og Haruki Murakami.
Ulrich Thomsen er o.k. i endnu en sur hovedrolle, og Helena Christensen er godt valgt som ekskæresten, netop fordi hun spiller en ikoniseret udgave af den tabte kærlighed. Men blandt skuespillerne er det nu Henning Moritzen, der går bedst igennem som mystisk ældre herre i rullestol inde i Zonen.
"Allegro" er en film i langsomt, omhyggeligt tempo. Den er ikke for enhver smag, og jeg syntes da også, at den var en anelse lang i spyttet - og lidt selvsmagende, fordi plottet ikke har helt bid nok. Der kunne godt have været mere smerte og grumhed i en historie som denne. Men det ændrer ikke ved, at det er en rigtig god film - som i øvrigt burde tvangsforevises for alle dem, der påstår, at alle danske film er ens.
23/06-2007
