På stop med en ligegyldig remake

2.0
Remake af Robert Harmons kultgyser fra 1986 med Sean Bean i Rutger Hauers oprindelige rolle som den onde blaffer, som i denne version bliver samlet op af to forelskede college-studerende på vej på ferie.

Eric Red skrev den oprindelige film og er også medforfatter på det nye manuskript, men det redder ikke filmen fra at være klart svagere end den oprindelige "The Hitcher". For det første synes jeg, at den gamle film var langt mere stemningsfuld i sin mørke, regnfyldte stil. Den nye udgave er også flot nok fotograferet, men i en mere moderne, farvemættet tone, som ikke på samme måde bygger stemningen op. Og ikke mindst er plottet endnu tyndere denne gang. Der var masser af kameler at sluge i den oprindelige "The Hitcher" med dens overmenneskelige psykopatmorder og dumme politifolk, men den havde en gennemført gustenhed, som fik det til at hænge sammen. Den nye udgave er en mere traditionel, dum slasherfilm, hvor jeg syntes, at spændingen forsvandt længe før slutningen.

Sean Bean er i øvrigt en udmærket skurk, men igen har han slet ikke samme udstråling, som Hauer havde i '86.
The Hitcher