Børn?
4.0
Liderlige, rastløse, voldelige, ubeherskede og total åndsforladte teenagere er sjældent set mere foruroligende afbilledet end i ungdomsfilmen ”Kids”. Efter først at have lagt øjne til instruktøren Larry Clarks håndholdte nærbilleder af børn der drikker og knepper sig gennem tilværelsen, er de så godt som umulige at banke ud af hovedet. Og det er ikke mindst i erindringen at denne film vokser sig stor og stærk.
Det er meget, meget småt med oversigts- og afstandsbilleder af det smukke Manhattan som vores hovedpersoner færdes i, eller blot af vores hovedpersoner i ”Kids”. Teenagerne vi følger, deriblandt den småskøre Casper, den AIDS-ramte Jennie og den jomfrubegærende skørtejæger, Telly, indfanges på uhyre tæt hold af et lettere tilfældigt kamera, der ofte befærder sig rundt som to flakkende øjne og lader alt krydse linsen og bryde dens fikspunkt. Det er lykkedes Larry Clark til et glansfuldt 13-tal at fortælle sin historie gennem en dokumentaristisk vinkel, netop ved aldrig at fjerne fokus fra sit beklemmende miljø. Derfor giver hans film aldrig slip om sin seer og lader ham/hun få en frisk mundfuld luft fra de frie omgivelser, men fastholder i stedet publikum på en gyngende grund, der både er lige til at blive søsyg af og samtidig umulig at afvige fra.
”Kids” har i bund og grund intet rigtig fremtrædende handlingsskellet at udfylde sin spilletid med. Ligesom den franske og tematisk beslægtede ”Hadet” drysser vores (hovedsagligt mandlige) personer rundt uden egentlige udsigter og motivationer, men kun med et, fastlagt mål - at lave sjov og ballade. Først ved at ryge lidt hash, bagefter drikke sig halvt ihjel og til sidst bare håbe på at vågne op i live. Indimellem tager vi rundt med vennerne Telly og Casper, der småstjæler lidt fra en købmand, hænger ud med en flok drenge i en forsumpet lejlighed og forhandler med en semi-pusher i skateparken.
Fællesnævneren for disse unge er, at de ganske enkelt ikke har andet end den sjov de selv laver og hverken intellekt eller tålmodighed til at udtænkte en bedre måde at gøre det på, end at drikke, ryge, og kneppe til kræfterne slipper op. Larry Clark viger bestemt heller ikke tilbage med at vise os de unges forskruede opførsel, som når de mørbanker en neger med et par skateboards, men holder ganske vist tilbage med at påpege problemernes årsag, endda i så høj grad at ”Kids” gennemgående fremstår som en hundrede procent objektiv film, hvor anskuelser og stillingstagen er fremmedord. Det eneste vi har er miljøet og dets tilhængere, manglen på ren luft og overforbruget af ”uskønne” ord. Intet mere eller mindre det.
Der mangler dog ganske vist flere og større kunstneriske visioner før ”Kids” indtræder i mesterværksklassen. Størstedelen af dens karakterer virker nemlig alt for afstumpede og alt for ensidige til, at man som seer kan identificere sig med deres skjulte motiver. Derudover byder Larry Clark og filmens manuskriptforfatter, Harmony Korine, ikke på de store tankevækkende perspektiver, ud over den der klarlægges i filmens sarkastiske titel og som kategoriserer teenagerne som børn, eftersom de, akkurat som mindreårige, ikke kan kapere konsekvenserne af hvad de foretager sig (hvad bl.a. indebærer ubeskyttet sex). Det er som en miljøskildring og et portrætdokument at ”Kids” står distancen og skaber et billede på en rodløs ungdom så stærkt, at det burde indprente sig længe på den mentale oplsagstavle hos alle og enhver.
Det er meget, meget småt med oversigts- og afstandsbilleder af det smukke Manhattan som vores hovedpersoner færdes i, eller blot af vores hovedpersoner i ”Kids”. Teenagerne vi følger, deriblandt den småskøre Casper, den AIDS-ramte Jennie og den jomfrubegærende skørtejæger, Telly, indfanges på uhyre tæt hold af et lettere tilfældigt kamera, der ofte befærder sig rundt som to flakkende øjne og lader alt krydse linsen og bryde dens fikspunkt. Det er lykkedes Larry Clark til et glansfuldt 13-tal at fortælle sin historie gennem en dokumentaristisk vinkel, netop ved aldrig at fjerne fokus fra sit beklemmende miljø. Derfor giver hans film aldrig slip om sin seer og lader ham/hun få en frisk mundfuld luft fra de frie omgivelser, men fastholder i stedet publikum på en gyngende grund, der både er lige til at blive søsyg af og samtidig umulig at afvige fra.
”Kids” har i bund og grund intet rigtig fremtrædende handlingsskellet at udfylde sin spilletid med. Ligesom den franske og tematisk beslægtede ”Hadet” drysser vores (hovedsagligt mandlige) personer rundt uden egentlige udsigter og motivationer, men kun med et, fastlagt mål - at lave sjov og ballade. Først ved at ryge lidt hash, bagefter drikke sig halvt ihjel og til sidst bare håbe på at vågne op i live. Indimellem tager vi rundt med vennerne Telly og Casper, der småstjæler lidt fra en købmand, hænger ud med en flok drenge i en forsumpet lejlighed og forhandler med en semi-pusher i skateparken.
Fællesnævneren for disse unge er, at de ganske enkelt ikke har andet end den sjov de selv laver og hverken intellekt eller tålmodighed til at udtænkte en bedre måde at gøre det på, end at drikke, ryge, og kneppe til kræfterne slipper op. Larry Clark viger bestemt heller ikke tilbage med at vise os de unges forskruede opførsel, som når de mørbanker en neger med et par skateboards, men holder ganske vist tilbage med at påpege problemernes årsag, endda i så høj grad at ”Kids” gennemgående fremstår som en hundrede procent objektiv film, hvor anskuelser og stillingstagen er fremmedord. Det eneste vi har er miljøet og dets tilhængere, manglen på ren luft og overforbruget af ”uskønne” ord. Intet mere eller mindre det.
Der mangler dog ganske vist flere og større kunstneriske visioner før ”Kids” indtræder i mesterværksklassen. Størstedelen af dens karakterer virker nemlig alt for afstumpede og alt for ensidige til, at man som seer kan identificere sig med deres skjulte motiver. Derudover byder Larry Clark og filmens manuskriptforfatter, Harmony Korine, ikke på de store tankevækkende perspektiver, ud over den der klarlægges i filmens sarkastiske titel og som kategoriserer teenagerne som børn, eftersom de, akkurat som mindreårige, ikke kan kapere konsekvenserne af hvad de foretager sig (hvad bl.a. indebærer ubeskyttet sex). Det er som en miljøskildring og et portrætdokument at ”Kids” står distancen og skaber et billede på en rodløs ungdom så stærkt, at det burde indprente sig længe på den mentale oplsagstavle hos alle og enhver.
24/06-2007
