En dødbringende sort sol

4.0
En mand tropper op i en beskeden fugleforretning og giver sig ud for at have en relation til den kvinde, han møder derinde i forsøget på at anlægge et indtryk på hende. Med hans mandige charme og sarkastiske blik lykkedes dette, og han opsøges snart af kvinden - der har medbragt et par højst graciøse ”Lovebirds”, som de kaldes - på sin højtelskede ø. Her opblomstrer den kærlige kemi mellem de to yderligere og de funderer hurtigt, det der kunne ligne et langvarigt forhold. Midt i den uafviselige forelskelse og de hjertevarme ægteskabsvisioner, opstår der dog langt mindre behagelige tilstande på den gennemsnitlige ø. Fugle, store som små, angriber umotiveret øens beboere allesteds fra med en nærmest uset stormstyrke af desperation og blodsøgende hensynsløshed. Derfor isoleres de overlevende i deres hjem, mens de med blodsprængte øjne forsøger at afholde de livsfarlige fugle fra den uundgåelige indtrængning.

Hitchcocks ”The Birds” sejrer udpræget i sin langsomme opbygning af den nervepirrende spændingshistorie. Uden den mindste chok-effekt eller gruopvækkende effektlyd, formår mesterinstruktøren at danne et så fyldigt antrit til de gyselige højdepunkter, at det i realiteten er her historien for alvor udfolder sig i positiv retning. Dette er bevirket af de skræppende fugle, anonymt flyvende i den trivielt mørke himmel, vandets stikkende ”rislen-raslen”, mens en lille båd flyder over det og i det hele taget den svagt minimalistiske stemning, der præger filmens indledende sekvenser. For, som det også tydeligt cementeres i den fantastisk fængslende ”Rear Window”, har en anden instruktør aldrig som Hitchcock evnet at frembringe så mange gyselige momenter ud af de mindste, komplet ligegyldige bagateller.

”The Birds” grundlæggende og ærgerlige problem er til gengæld at den visualiserede ondskab - i form af fuglene - aldrig forekommer seeren specielt skræmmende, hvorfor filmen aldrig kommer op at smage hverken gyser- eller spændingsbarometerets toppe. Selvom skrækscenerme ikke er nær en status som forældet, men derimod relativt charmerende, går den ikke for alvor ind under huden og efterlader næppe et uomtvisteligt indtryk. ”The Birds” forbliver derimod konstant på et rimeligt spændende plan hen imod klimaks, hvor intentionerne gerne havde set filmen i en eksplosion af gys, gru og rav i den forskræmte seers sind. Eksplosionen udebliver og ”The Birds” må herfra tage sig til takke med hyldesten af dens ekskvisitte stilstudie i fængende og virtuos spændingsopbygning.
Fuglene