Middelklasse-egoisme
3.0
Sidste del af Per Flys klasse-trilogi handler om middelklassen. Nærmere betegnet en gymnasielærer med fortid i KAP og DKP/ML, hvis liv imploderer, efter hans elskerinde, en tidligere elev, kører en politimand ihjel under en politisk aktion og bliver arresteret.
Allerede dér hopper kæden lidt af for mig. For man er da ikke et normalt medlem af middelklassen med fortid i de to partier? Og portrættet af Jesper Christensens karakter fik mig i øvrigt til at tænke: 'Ham der, han har da ikke været stiftende medlem af DKP/ML. Han har højst været VS'er.'
I det hele taget var det nok hovedpersonen, som betød, at filmen aldrig fangede mig for alvor. Christensen spiller godt og intenst, men problemet er, at han spiller en egoistisk vatpik. Og da de andre personer er lidt for løst skitseret, havde jeg ikke noget holdepunkt i filmen. Beate Bille er pæn som elskerinden, men hun bliver aldrig troværdig som politisk ekstremist. Pernilla August er god og filmens mest sympatiske person som Christensens kone, men bliver hurtigt gjort til en biperson. Og Charlotte Fich får ikke lov til at bruge sit talent som politimandens enke, fordi hendes rolle er enstrenget hysterisk.
Faktisk ville historien nok have været mere vedkommende, hvis den ikke brugte drabet så voldsomt som katalysator. På én eller anden måde kommer den for langt væk fra hverdagen og den genkendelige virkelighed - og tager så ikke konsekvensen og går hele vejen i sin snak om terror. I stedet bliver det et forsøg på at lave tæt menneskeligt drama i en ramme, der ikke er helt troværdig.
Per Fly er dygtig. Han trækker generelt fint spil ud af de medvirkende, og teknisk er "Drabet" nydelig, konsekvent holdt i en dunkel stil, der passer fint til historien. Men netop historien ved jeg bare ikke, hvad jeg skal bruge til ...
Det virker som en genskrivning af temaer, der er blevet tæsket igennem mange gange før. Jeg forstår udmærket, at en film om den danske middelklasse kan handle om egoisme og fortrængning, men filmen her tilfører ikke emnet noget nyt. Leif Panduro skød den historie lige på kornet i sine tv-spil omkring 1970. "Drabet" rammer ikke nær så præcist.
Allerede dér hopper kæden lidt af for mig. For man er da ikke et normalt medlem af middelklassen med fortid i de to partier? Og portrættet af Jesper Christensens karakter fik mig i øvrigt til at tænke: 'Ham der, han har da ikke været stiftende medlem af DKP/ML. Han har højst været VS'er.'
I det hele taget var det nok hovedpersonen, som betød, at filmen aldrig fangede mig for alvor. Christensen spiller godt og intenst, men problemet er, at han spiller en egoistisk vatpik. Og da de andre personer er lidt for løst skitseret, havde jeg ikke noget holdepunkt i filmen. Beate Bille er pæn som elskerinden, men hun bliver aldrig troværdig som politisk ekstremist. Pernilla August er god og filmens mest sympatiske person som Christensens kone, men bliver hurtigt gjort til en biperson. Og Charlotte Fich får ikke lov til at bruge sit talent som politimandens enke, fordi hendes rolle er enstrenget hysterisk.
Faktisk ville historien nok have været mere vedkommende, hvis den ikke brugte drabet så voldsomt som katalysator. På én eller anden måde kommer den for langt væk fra hverdagen og den genkendelige virkelighed - og tager så ikke konsekvensen og går hele vejen i sin snak om terror. I stedet bliver det et forsøg på at lave tæt menneskeligt drama i en ramme, der ikke er helt troværdig.
Per Fly er dygtig. Han trækker generelt fint spil ud af de medvirkende, og teknisk er "Drabet" nydelig, konsekvent holdt i en dunkel stil, der passer fint til historien. Men netop historien ved jeg bare ikke, hvad jeg skal bruge til ...
Det virker som en genskrivning af temaer, der er blevet tæsket igennem mange gange før. Jeg forstår udmærket, at en film om den danske middelklasse kan handle om egoisme og fortrængning, men filmen her tilfører ikke emnet noget nyt. Leif Panduro skød den historie lige på kornet i sine tv-spil omkring 1970. "Drabet" rammer ikke nær så præcist.
26/06-2007
