Tid og tab

Kim Ki-duk har behandlet temaer som Besidderisk kærlighed, jalousi og identitetsforvirringer i mange af sine tidligere film, og ”Shigan” hører til blandt de stærkeste skildringer af disse temaer. I Kim Ki-duks forrige film, ”Hwal”/”The Bow” (endnu ikke oprettet på scope), så vi en ældre mand, der havde en stærk besidderisk kærlighedsforhold til en ung pige, som han havde adopteret. I ”Shigan” ser vi en pigen See-hee (Park Ji-yeon), der er sygeligt jaloux på alle, der blot er i samme rum som sin kæreste, fotografen Ji-woo (Ha Jung-woo).

See-hee og Ji-woo har været sammen i to år, og See-hee er blevet mere og mere usikker på, om han stadig føler sig tiltrukket af hende. Hun tager til en plastikkirurg (Kim Sung-min) for at få et helt nyt ansigt. For at forandre sig. Blive født på ny. Trykke på reset-knappen i sit forhold til Ji-woo. Efter seks måneder væk fra Ji-woo uden at sige et ord, dukker hun op foran ham igen med et nyt ansigt og en ny identitet (denne gang spilles hun af Seong Hyeon-a). Hun arbejder nu med et lidt anderledes navn som en servitrice i den cafe, hvor de altid kom. Hun finder sammen med Ji-woo igen under denne nye identitet uden at afsløre sin tidligere identitet. Men Ji-woo kan ikke glemme den oprindelige See-hee, og hun bliver nu sygeligt jaloux på sig selv. Både som den gamle og som den nye See-hee.

Kim Ki-duk bruger ikke så mange surrealistiske eller abstrakte elementer i sin fortællestil denne gang. Historien er forholdsmæssigt mere ligetil. Samtidig er der også en del ironisk humor i fortællestilen. For eksempel er parrets skænderier, følelsesudbrud og spil med hinanden gjort lidt ironiske, da de fleste af disse scener foregår i cafeen. Hver gang vi ser en scene åbne i cafeen ved vi, at den ender med en knust kop, et vredesudbrud eller noget andet drastisk.

Kim Ki-duks viser kærligheden som en sindssyge. See-hee falder mere og mere fra hinanden i løbet af filmen. Først er hun paranoid på grund af sin besidderiske kærlighedsfølelser. Senere udvikler det sig til en paranoia over, hvad hun havde før, og hvem hun var før.

Seong Hyeon-a spiller fremragende i denne rolle. Hun drager publikum dybt, dybt ind i karakterens kaotiske følelsestilstand, der er en blanding af hysteri, paranoia og længsel. Kim Ki-duk har i denne film lavet en stærk skildring af, hvordan et kærlighedsforhold forandrer sig over tid. Kærlighed som et kaotisk fænomen (skulpturparken) med et håbløst ideal om uendelighed (de to hænder og stigen og vandet der stiger). Jo mere See-hee vil have kærligheden, jo mere splitter den hende ad, og jo fjernere kommer hun på den.

Kim Ki-duks nyeste film er måske ikke så abstrakt eller visuelt prangende som nogle af de tidligere, men for mig at se hører den blandt de stærkeste skildringer af hovedtemaerne i hans film.