Boblen lever

3.0
Ja, ja, jeg ved godt, at det er en fjollet Disney-film. Men jeg har faktisk set et par af de gamle Herbie-film og var nysgerrig efter at se, hvad de kunne få ud af den kække Folkevogn i det 21. århundrede. Og så er Lindsay Lohan altså nuttet.

Faktisk har de ikke gjort ret meget ved Herbie i forhold til de gamle film. "Fully Loaded" er skåret over fuldstændig samme læst og er dermed en tilbagevenden til den stærkt ufarlige familiekomedie, som Disney sprøjtede ud i mængder i 60'erne og 70'erne. Det var dengang, 'Disney-film' var en genre i sig selv. Plottet er selvfølgelig noget med en sød ung pige, der finder en gammel Folkevogn og ender med at køre et stort race i den. Nok om det.

Lohan har alle de rigtige kvaliteter til hovedrollen - sød, naturlig, All-American, Disney. Og hun får fin støtte i Michael Keaton som hendes far og Matt Dillon som filmens onde racerkører. Sammen fjoller de rundt i en film, som egentlig er ganske charmerende.

Når "Fully Loaded" så alligevel ikke holder til mere end tre stjerner, skyldes det lidt for mange Folkevogns-platheder, lidt for meget musikvideo-montage og en alt for forudsigelig handling. Det er ret beset også en børnefilm, og som sådan vil jeg tro, at den fungerer o.k.

Om ikke andet kan man se den som opvarmning til den kommende "Knight Rider"-film. :-)
Herbie - For fuld udblæsning