Forfaldsæstetik

5.0
Den åbner med en reference til Jim Jarmusch. Lange, sløve skud af John Travolta, der klippes igennem byen, som denne film blandt andet er én stor kærlighedserklæring til: New Orleans.

Travolta er titlens Bobby Long, en forsumpet engelskprofessor, der sammen med sin protegé flytter ind i en gammel flammes hus efter hendes død. Hun var countrysanger og junkie og havde en datter, hun nærmest aldrig havde set. Datteren - Scarlett Johansson - kommer lidt for sent til begravelsen, men beslutter sig for også at flytte ind, og filmen skildrer så forholdet mellem husets tre beboere.

Det er en langsom film, smukt fotograferet i en slags farverig forfaldsæstetik. Og så er det i allerhøjeste grad også en skuespillerfilm. John Travolta er utroligt overbevisende som gråhåret, stivbenet, selvsmagende alkoholiker. Scarlett Johansson er lige så god og smukt nuanceret som vred teenagepige. Og Gabriel Macht runder trekløveret fint af som Travoltas tidligere undervisningsassistent og levnedsskildrer.

"A Love Song for Bobby Long" er så sydstatsromantisk, at det nærmest driver ned ad biografens vægge. Men det er også en smuk, veludført historie om mennesker, der slås for nærhed og skønhed, selv om de fucker deres liv helt og aldeles op.
A Love Song for Bobby Long