Ikke helt så dødsikker!

3.0
Så er den gode gamle Quentin Tarantino atter tilbage. Og så alligevel ikke helt. Det er fedt at se, at QT ikke er bange for at tage chancer, og forsøger at lave det han gerne vil og synes er skægt. Filmen har bestemt også sine skægge og coole øjeblikke, men den har desværre også en hel del kedelige. QT vælger uheldigvis at bruge meget af tiden på intetsigende, lange og tåbelige dialoger mellem nogle kvinder, som aldrig formår at blive sjove, som i hans tidligere film. Filmen er bedst når den underholder, og det gør den når Kurt Russell er på skærmen. Han er nemlig en pisse sej og veloplagt skiderik i rollen og passer perfekt ind her.

Jeg vil lige kort nævne en enkelt actionscene sådan ca. midtvejs inde i filmen, som er ret blæret og underholdende lavet, og så den sidste lange biljagt, som er så flot udført. Desværre får vi efter min mening for lidt af det gode. Meget af filmen er som sagt tomsnak, og det fandt jeg ærligt talt trættende i længden, selvom skuespillet faktisk er glimrende af alle medvirkende.

Men altså en lille skuffelse for mit vedkommende. Jeg havde ønsket lidt mere gang i den. Nu må vi se om det lykkes bedre med Planet Terror. Det vil tiden vise. Det bliver desværre kun til 3 stjerner. Der er gode ting i filmen, men der er så sandelig også en hel del kedelige.
Death Proof