D'ome

5.0
Ja, den holder. Efter 18 år som tv-serie får "The Simpsons" deres længe ventede debut på det store lærred - og resultatet er en virkelig morsom film, som helt klart holder stilen fra tv.

Jeg var især spændt på, om de kunne klare at trække serien ud til spillefilmslængde - efter min mening gik det nemlig galt for "South Park", og folkene bag "The Simpsons" har haft samme udfordring med at skulle forvandle et halvtimes tv-format, hvor relativt usammenhængende historier danner basis for situationsbaserede jokes, til en længere film med sammenhængende handling. Men det lykkes fint for Matt Groening & co., blandt andet fordi de har skåret ind til benet, så filmen har Simpson-familien og deres interne problemer i centrum, mens resten af persongalleriet virkelig er bipersoner her.

Filmen handler om, at Homer som vanligt dummer sig, fordi han hellere vil have gratis donuts end tænke på miljøet - og det bringer Springfield i større fare end sædvanligt. Det giver både en tilpas sjov hovedhandling og basis for en masse sidejokes, hvor der skydes efter alt fra Disney til Det Hvide Hus. Jeg har svært ved at vurdere, hvordan filmen virker, hvis man ikke er fortrolig med serien og dens mange faste personer og jokes, men jeg morede mig i hvert fald aldeles strålende. Det er uden sammenligning den af årets film, som indtil videre har fået mig til at grine højt flest gange. Både verbale jokes, slapstick og spydige sidebemærkninger fungerer på højt niveau. Undervejs er filmen dog ved at miste pusten et par gange, men den kommer flot igen til sidst.

Det er også fedt at få "The Simpsons" op på det store lærred, fordi det giver flere muligheder rent visuelt - og knap så strikse censurkrav. Så "The Simpsons Movie" er en absolut must-see for alle fans, der blandt andet kan glæde sig til Spider-Pig, full frontal nudity, Bart som frivilligt medlem af Flanders-familien, Maggies første ord og afsløringen af, hvor Springfield ligger.

Og husk nu at blive siddende under teksterne. "Filmed on location in Springfield".
The Simpsons Movie (org. version)