Sød film om Peter Kanins mor

4.0
Titlens Miss Potter hed Beatrix til fornavn og er én af verdens mest populære børnebogsforfattere nogensinde, kendt for historien om Peter Kanin og lignende små fortællinger, som hun selv illustrerede. Filmen foregår i de første år af det 20. århundrede, hvor det lykkedes hovedpersonen at slå igennem som kunstner - i høj grad på trods af hendes forældre, som hellere ville have haft hende gift væk.

"Miss Potter" er en stille, sødmefyldt film, der uden større armbevægelser fortæller historien om en kreativt-excentrisk kvindes kamp for at realisere sig selv - endda nogenlunde historisk korrekt. Den er ikke mindst smukt fotograferet i afdæmpede lyse toner, som bl.a. giver dejlige landskabsbilleder fra det engelske Lake District, når filmen strejfer Beatrix Potters rolle som en tidlig miljøforkæmper. Og der er en fin detalje i, at hendes tegninger kommer animeret til live, når hun taler med dem.

Renée Zellweger gør det udmærket i hovedrollen, hvor hun godt nok er lidt overspændt i starten, men falder bedre på plads i løbet af filmen, efterhånden som hendes karakter får selvtillid. Hun spiller især op mod Ewan McGregor, der har filmens store romantiske rolle som den redaktør, hun får tildelt af forlaget - og senere forelsker sig i. Han gør det også fint som begejstret ungersvend.

Man kan sige, at "Miss Potter" savner noget konflikt, for Beatrix Potter kom fra et privilegeret udgangspunkt i det bedre borgerskab, og hendes kamp for at blive mere end en dum husmor minder om noget, vi har set i flere andre film. Men jeg synes ikke, filmen har fortjent den hårde medfart, den fik hos de danske anmeldere. I mine øjne er den et glimrende forfatterportræt - ikke i klasse med "The Hours", men klart bedre end "Becoming Jane" og absolut en fin lille film.
Miss Potter