The Rotten Core Of The Big Apple

5.0
Spike Lees Clockers er både hans bedste og mest underkendte film til dato.

Vi følger pusheren Strike (Mekhi Phifer i en strålende debut) i nogle hektiske døgn, hvor vold, narkohandel, politichikane og mord er hverdag. Da en pusher findes død vil politimanden Mizzelli bare have en hurtig opklaring, hans makker Rocco (en suveræn Harvey Keitel) vil have sandheden, da han næppe tror på at dydsmønstret Victor (som er Strikes bror) kunne have begået denne forbrydelse.

Allerede fra første billede gør Lee det klart hvad han har i sinde at vise os de næste timer: De sortes liv (og endenu mere død) i det tårnhøje boligprojekt helvede, og filmen er filmet i en utrolig autentisk og dokumentarisk stil der klæder filmen godt, siden vi godt ved at der ikke er meget fiktion over det vi overværer på skærmen.

Clockers er ligesom en knytnæve i synet. Den fortæller uden omsvøb sørgelig og ret deprimerende historie om en ung mands kamp for at komme væk fra boligblokkerne, om det lykkes eller ej må være op til en selv, for som John Turtorro meget kynisk (men sandt) siger om de unge pushere: Just another stain on the sidewalk.

Skuespillerne er helt perfekte. Harvey Keitel og John Turtorro er som sagt fremragende som de småracistiske politimænd, der gerne så boligprojekterne jævnet med jorden. Delroy Lindo giver en af sine bedste præstationer som narkobagmanden Rodney og Mekhi Phifer spiller som om han intet manuskript behøver.

Clockers er grå, brutal og stadig hamrende aktuel. Sammen med Boyz N The Hood er det det bedste ghettodrama jeg har set.
Clockers