Rosemarys Baby på LSD

4.0
Religion og videnskab har efterhånden konfronteret hinanden så mange gange i filmens verden, at det er blevet en kliche. Med The Reaping er vi tilbage på de samme skinner, når Hilary Swank som den videnskabelige rationalist skal prøve at afmystificere en blodrød flod.

Endelig har filmproducenterne fået tildelt de tekniske muligheder for at iscenesætte de syv plager i bibelsk forstand. Kun med computerens kraft kan man skabe en storm af kæmpe-græshopper der angriber byens befolkning. Men heri lurer den evindelige faldgrube: special effects overkill.

Jo mere de trommer på tangenterne, des mere distanceret og kedsommeligt bliver det. Til sidst bliver det bare for meget, og man husker hvordan Polanski med Rosemarys Baby opnåede mindst dobbelt så stor effekt, med en brøkdel af virkemidler. Det starter sådan set meget godt for The Reaping, men en del ydmyghed og snigende uhygge ville have klædt slutresultatet og klimaksen.

Men The Reaping er sådat set underholdende nok. Den leverer varen, og bevarer troen til sit eget effektcirkus. Chockeffekterne er forudsigelige, men enkelte smarte fortælletricks gør det til en underholdende filmoplevelse med et snært af besk sort humor.
The Reaping