Solide Tacklinger
3.0
Jeg har aldrig været den store Sandler fan, tværtimod og med den dårlige kritik dette remake af 1974 filmen af samme navn (her spillede Burt Reynolds hovedrollen) har fået, så burde jeg kunne forvente mig det værste.
Heldigvis får man ikke altid helt hvad man forventer. For selv om historien om football-stjernen (Sandler) der kommer i fængsel og får til opgave at samle et hold af fanger og spille mod fangevogterne (ja hvordan mon den ender), den er dybt forudsigelig og ofte ikke er særlig morsom, så underholder den det meste af tiden ganske fint.
Filmen har et godt flow og er ikke helt så blottet for et mere råt udtryk som man kunne frygte (uden at være rigtig rå dog). Historien der er nøjagtig så uoriginal som den lyder, mister måske pusten et stykke inde og der begynder man ærligt at kede sig, men lige som den er tæt på at gå død, så finder den atter luften og leverer solid underholdning hele vejen til slut.
Sandler leverer en afdæmpet præstation og det klæder ham ofte bedst finder jeg. Selv om han så kan virke lidt anonym, trækker det hans minimale charme frem. Også normalt hysteriske Chris Rock holdes fint i snor, så han ikke løber amok, men desværre også så han aldrig skinner igennem. Ellers er det ikke en film man ser for skuespillernes skyld, men de udfylder alligevel deres roller så man ikke irriteres.
Af alle disse grunde er ”The Longest Yard” en typisk solid Hollywood-komedie, af den slags der ingen spor sætter og er langt fra det mesterlige og dybt kreative, men mindre kan indimellem også gøre det. Den er i øvrigt spækket med lækker musik af både nyere og ældre dato.
Heldigvis får man ikke altid helt hvad man forventer. For selv om historien om football-stjernen (Sandler) der kommer i fængsel og får til opgave at samle et hold af fanger og spille mod fangevogterne (ja hvordan mon den ender), den er dybt forudsigelig og ofte ikke er særlig morsom, så underholder den det meste af tiden ganske fint.
Filmen har et godt flow og er ikke helt så blottet for et mere råt udtryk som man kunne frygte (uden at være rigtig rå dog). Historien der er nøjagtig så uoriginal som den lyder, mister måske pusten et stykke inde og der begynder man ærligt at kede sig, men lige som den er tæt på at gå død, så finder den atter luften og leverer solid underholdning hele vejen til slut.
Sandler leverer en afdæmpet præstation og det klæder ham ofte bedst finder jeg. Selv om han så kan virke lidt anonym, trækker det hans minimale charme frem. Også normalt hysteriske Chris Rock holdes fint i snor, så han ikke løber amok, men desværre også så han aldrig skinner igennem. Ellers er det ikke en film man ser for skuespillernes skyld, men de udfylder alligevel deres roller så man ikke irriteres.
Af alle disse grunde er ”The Longest Yard” en typisk solid Hollywood-komedie, af den slags der ingen spor sætter og er langt fra det mesterlige og dybt kreative, men mindre kan indimellem også gøre det. Den er i øvrigt spækket med lækker musik af både nyere og ældre dato.
06/09-2007
