Menneskeligt forfald

Anden og sidste del af Clint Eastwoods skamroste krigseksperiment, tager sig ud i fjendens frygtede lejr og opviser et lavmælt portræt af de heltemodige japanere, der i hensigtsløs kamp for fædrelandet lader deres hang til patriotisme føre dem i den visse død. Men selvom anslaget, såvel som portrættets tone er af en hel anden konsekvent form i ”Letters from Iwo Jima” end den var i den kun delvist fyldestgørende ”Flags of Our Fathers”, formår filmen med det brede, asiatiske perspektiv aldrig at overgå førstedelen mærkbart.

Den store adskillende forskel mellem Eastwoods krigsdramaer 1 og 2, er det førnævnte, altdominerende toneleje, der hersker i de sobre skildringer af Iwo Jima-krigens respektive krigslejrer. I ”Flags of Our Fathers” var intentionerne afgjort at skildre de amerikanske krigsbegivenheder i et højtravende og storslået handlingsbrøl, mens hensigterne i ”Letters from Iwo Jima” lyder på en fremføring af lavmæltheden som det fuldmægtige centralaspekt. Derfor er der i sidstnævnte film, skåret drastisk ned på diverse krigssekvenser, og alt hvad det indebærer af intense krydsildsmareridt, højlydte bombeangreb og andre bombastiske krigselementer. I stedet er der blevet plads til et konstant afdæmpet og stærkt følelsesdrama i små ubekvemme undergrundsgrotter, hvor japanerne var tvunget til at opholde sig under amerikanernes stålfaste indtrængen. Det er nemlig det psykologisk intense, menneskelige forfald, der hudløst udpensles i filmens skildring af krigens barske realiteter.

Trods en fremragende slagplan og et nærmest mesterligt anslag, virker ”Letters from Iwo Jima” dog hverken særligt nærgående eller bevægende. De japanske landforsvarere virker ofte tørt skildret og deres stensikre menneskelige undergang finder aldrig vej til tilskuerens største følelsescentre. Måske er det deres bizarre, nærmest ubevægelige forhold til døden, der adskiller det dramatiske fra dramaet. Eller måske er det dialogen, der udfoldes på et sprog, hvor man som dansktalende ikke formår at udpege følelsesmæssige nuancer og andre verbale indikationer. Faktummet er i hvert fald, at filmen aldrig virker specielt nærgående, bevægende eller bare det mindste bedrøvende.
Udover de japanske karakterers unuancerede væremåde, synes Eastwood temmelig ubeslutsom i sin karakteristik af modstanderne – de amerikanske soldater. Først er de venligsindede, godhjertede og imødekommende, bagefter stimulerer de deres intellekt ved at slagte fredelige, underdanige japanere, for til sidst at stå i godhedens tegn igen. Alt sammen er skildret fornemt, men når karakteristikkerne smeltes sammen til en stor, sammenfattet konklusion, er den fyldt med masser af modstikkende fakta og som sagt åbenlys ubeslutsomhed. Derfor er Clint’ens personskildringer alt i alt, trods øjensynligt potentiale, temmelig skuffende, unuancerede og til tider direkte tvetydige – i begge lejrer.

Et helt andet problem filmen besidder er den komplet lineære og forfejlede handlingsopbygning, der ikke formår at fortolke japanernes overlange helvedestimer op til krigens frygtfremkaldende startskud med betragtelig ekspertise eller rent menneskeligt indblik. Man har som tilskuer ¬sådan set aldrig nogen relevant fornemmelse om, hvornår de amerikanske fjender, finder vej til slagmarken, og når de endelig gør det, virker det hverken særligt dynamisk eller effektivt eksekveret. Når krigsscenerne så oven i købet langtfra er så imponerende og kvalitative som ”Flags of Our Fathers” perfekt skildrede krigshelvede, kunne ”Letters from Iwo Jima” snildt lyde som noget af et flop.

Dog besidder filmen talrige kvaliteter. Ø-grotternes kvalmende klaustrofobi fremføres eksempelvis med stor og positivt afgørende professionalisme, mens lyd- og billedside i fællesskab opnår en højere enhed i deres respektive fortolkninger af det lavmælte, menneskelige forfald. Udover det demonstrerer Ken Watanabe i den begrænsede hovedrolle brillante, dramatiske kvaliteter, mens han modtager en talstærk og solid støtte fra det totalt ukendte skuespillerensembles velspillede biroller. Endda selvom de ofte lider under deres karakterers sort/hvide menneskelighed og generelt svigtende mangfoldighed.

Det er muligt, at jeg er for hård i dommen overfor ”Letters from Iwo Jima”, da filmen trods alt opnår flotte kvaliteter i løbet af sin langstrakte spilletid. Men når hovedskildringen af japanernes menneskelige forfald og gradvist mere destruerede eksistenser, kun er delvist vellykket og den overordnede handlingsopbygning virker direkte monoton, begynder det for alvor at se sort ud for et drama, der funderer sin udvikling på intentioner, som indeholder et bevægende og følelsesladet krigsdrama. ”Letters from Iwo Jima” er derfor mere triviel og ligegyldig, end den er storslået og emotionel.