2 Hours of Entertainment
4.0
”30 Days of Night” er titlen på ”Hard Candy”-instruktøren David Slades seneste, voldsfikserede eksperiment. Denne gang tager han - trods hans film snarere hører til under vampyrgenren - udgangspunkt i den totalt gennemtærskede zombiegenre, som George A. Romero mere eller mindre kreerede for 40 år siden med sin revolutionerende, om end i dag pinligt daterede, zombieklassiker ”Night of the Living Dead”. Meget er dog sket siden Romeros akavede præsentation af undergenren og i dag er de levende døde tit og ofte udstyret med et bentøj, der mildest talt formår andet end at halte enerverende af sted i minimal hastighed. Således også i ”30 days of night”, der udmærker sig markant som en af de mest underholdende vampyr-/zombiefilm i mands minde.
Og så kan det godt være at filmen undervejs begår nogle temmelig urutinerede brølere: Når Slade udstyrer de bestialske vampyrzombier (hvad de for mig at se er) med stemmebånd, der rent faktisk er i stand til at fremstamme andet end udtryk som ”Aaargh”, ”iiiiih” og ”åååh”, skal det nok ses som værende et relativt upopulistisk originalitetstræk, der har til formål at adskille hans film fra ”alle de andres”. Men desværre holdes vampyrernes interne samtaler ikke på et specielt dystert stadie og deres umiddelbare uhygge synes af den grund stille og roligt at lade dem i stikken. Derfor er de indledende sekvenser også uomtvisteligt de mest vellykkede, da væsnerne kun fremstår i mørke silhuetter, mens den snigende psykologiske uhygge fungerer noget nært optimalt.
Selvom ”30 Days of Night” kører en anelse af udgangspunktets eminent tilrettelagte successpor, har den dog en uvurderlig kvalitet: Det faktum at der vitterligt ikke forekommer et eneste kedsommeligt moment i filmen. Det er derimod en konstant underholdende, morsom og indledningsvis skræmmende film, der beundringsværdigt formår at bibeholde seeren i et fast og knivskarpt håndgreb – fra første til sidste fløjt.
Derudover er David Slades instruktion uhyggeligt talentfuld. Hans brillante og vanvittigt velkomponerede billeder harmonerer elegant med filmens dystre tema og hans bevidst hysteriske filmstil og virtuose brug af det håndholdte kamera afspejler ligeledes handlingen skønt.
”30 Days of Night” er ingen stor film. Dertil er dens skønhedspletter for udtalte og dens uhygge for svingende. Men hvad man ikke kan fratage den er, at den konstant formår at underholde på enten den ene eller den anden måde. Af den grund er det en fantastisk seværdig film, der måske hverken kandiderer til en Oscar eller en Nobelpris, men som i grunden gør, hvad den skal. Og det gør den godt.
Og så kan det godt være at filmen undervejs begår nogle temmelig urutinerede brølere: Når Slade udstyrer de bestialske vampyrzombier (hvad de for mig at se er) med stemmebånd, der rent faktisk er i stand til at fremstamme andet end udtryk som ”Aaargh”, ”iiiiih” og ”åååh”, skal det nok ses som værende et relativt upopulistisk originalitetstræk, der har til formål at adskille hans film fra ”alle de andres”. Men desværre holdes vampyrernes interne samtaler ikke på et specielt dystert stadie og deres umiddelbare uhygge synes af den grund stille og roligt at lade dem i stikken. Derfor er de indledende sekvenser også uomtvisteligt de mest vellykkede, da væsnerne kun fremstår i mørke silhuetter, mens den snigende psykologiske uhygge fungerer noget nært optimalt.
Selvom ”30 Days of Night” kører en anelse af udgangspunktets eminent tilrettelagte successpor, har den dog en uvurderlig kvalitet: Det faktum at der vitterligt ikke forekommer et eneste kedsommeligt moment i filmen. Det er derimod en konstant underholdende, morsom og indledningsvis skræmmende film, der beundringsværdigt formår at bibeholde seeren i et fast og knivskarpt håndgreb – fra første til sidste fløjt.
Derudover er David Slades instruktion uhyggeligt talentfuld. Hans brillante og vanvittigt velkomponerede billeder harmonerer elegant med filmens dystre tema og hans bevidst hysteriske filmstil og virtuose brug af det håndholdte kamera afspejler ligeledes handlingen skønt.
”30 Days of Night” er ingen stor film. Dertil er dens skønhedspletter for udtalte og dens uhygge for svingende. Men hvad man ikke kan fratage den er, at den konstant formår at underholde på enten den ene eller den anden måde. Af den grund er det en fantastisk seværdig film, der måske hverken kandiderer til en Oscar eller en Nobelpris, men som i grunden gør, hvad den skal. Og det gør den godt.
02/11-2007
