Det udødelige spil

Efter den iskolde og nådesløse klassethriller, ”Saw”, fulgte den destruerende dårlige og totalt fejlskudte ”Saw II”. Det fik mig demonstrativt til at undvige det opfølgende serietiltag, ”Saw III”, måske allermest i kraft af en næsten fuldt ud enig anmelderskare, der nærmest konsekvent afgav den falliterklærende bundkarakter til filmen og stemplede den som endnu en omgang rærlig mainstream-gejl fra ikke altid lige kvalitative Hollywood.
Da ”Saw IV” så for nyligt fandt vej til landets biografer var der en helt anden, langt mere positivt ladet omtale fra de uberegnelige kritikere, og deraf besluttede jeg mig – stadig skeptisk - for at give Jigsaw og co. en fornyet chance. På trods af visse minimale hængepartier, der skyldes mit fraværende kendskab til den tredje film, viste det sig at være en god beslutning. For ”Saw IV” er, trods enkelte svipsere undervejs, en konstant underholdende, voldsomt sadistisk og faktisk ret ubehagelig affære.

”Saw IV” indleder forestillingen med en række blodtørstige billeder af parteringen af den forbandede seriemorder, Jigsaws, lig. Lægerne, der udfører dette komplet uhumske arbejde, finder dog mere end bare almindelig, menneskelig massefylde i den forhenværende massemorders cancerramte krop: Et ganske traditionelt bånd ligger skjult dybt inde i hans mave, og det leder tilbage til nogle tidligere og dybt ubehagelige begivenheder.

”Saw IV” benytter sig ret konsekvent af diverse flashbacks, og dens ukronologiske fortællestil, kan til tider forekomme seeren underligt desorienterende (i særdeleshed hvis man ikke har set den tredje film). Men da brikkerne til sidst falder på plads i en velkomponeret og relativt overrumplende slutsekvens, hvor det karakteristiske ”Saw-twist” udføres fortræffeligt, synes filmen igen nemt overskuelig og ”tilgiver” faktisk seerens eventuelle fravær fra tidligere film i serien. Den kreative slutning er og bliver et af ”Saw IV’s” stærkeste og mest originale forcer, og den bidrager fundamentalt til, at man kan forlade forestillingen med en stærkt tiltrængt mæthedsfornemmelse.

Det, der med nød og næppe adskiller fjerde ombæring af den storindtjenende ”Saw”-serie fra andre profitfikserede og rutinemæssige Hollywood-kreationer i den teenageprægede gysergenre, er den lidt mere sofistikerede stil, det altafgørende strejf af alvor og i det hele taget en kvalitet, de beslægtede mainstreamgysere, kun kan drømme om. For nok er ”Saw IV” en konstant ujævn affære, stopfyldt med adskillige små-kiksere, men man kan ikke fratage filmen dens fremstående underholdningsværdi og herligt sadistiske billedside, der som filmens kerneelementer, løfter den op på et stadie, som Darren Lynn Bousman og co. bestemt kan være bekendt.