Ligegyldigt magtspil

2.0
Kenneth Branagh står for denne genindspilning af teaterstykket "Sleuth", der i denne udgave handler om en ældre krimiforfatter, som har inviteret sin kones unge elsker på besøg. Elskeren kommer for at bede ham acceptere at blive skilt, men forfatteren har helt andre planer og forvandler deres møde til et ubehageligt psykologisk spil, hvor de to forsøger at få skovlen under hinanden, og hvor volden hele tiden lurer i baggrunden.

"Sleuth" blev første gang filmatiseret i 1972 - i en meget rost udgave, der bl.a. blev nomineret til fire Oscars. Jeg har aldrig set den gamle film, men jeg formoder, at den er en hel del bedre end denne her, for jeg synes faktisk, at "Sleuth" anno 2007 er ret ligegyldig.

Michael Caine er glimrende som den bitre forfatter, og Branagh gør, hvad han kan, for at live op med pæne billeder og skæve kameravinkler. Men alligevel sad jeg hele tiden med en meget udtalt fornemmelse af teater på film. Det hele virker kunstigt, og spillet mellem filmens to eneste personer blev aldrig spændende for mig. Det hjælper så heller ikke, at Jude Law overspiller som elskeren (som Caine i øvrigt spillede i den gamle filmatisering).

"Sleuth" bliver i denne udgave til en ret uinteressant magtkamp mellem to usympatiske personer. Der burde efter min mening have været flere overraskelser, mere reel spænding og mere indhold i den her film. Nu sad jeg i stedet tilbage og tænkte: "Og hvad så?"
Dobbeltspil