"Wanna sit on my lap?..."
5.0
"We are in the transport business...", sagde Jerry Bruckheimer engang om sit og sine kollegaers arbejde i filmindustrien; "... we take people from one place to another". Hvad enten tankerne henfalder på af filmiske scenarier så er denne udtalelse svær at te sig modstander af - filmmediet kan som (i min verden) intet andet medie indfange sin seer i en stålfast klo og groft sagt transporterer ham/hun fra en velkendt hverdag til verdener, man aldrig troede mulige at opleve.
Selvom instruktørdebutanten Nicole Kassell hverken byder på fortryllende eventyruniverser, drabelige skudvekslinger eller bjergtagende geografisk øjeguf i sit debuterende udspil, så er 'transportbranchen' udtrykkeligt et erhverv, hun med "The Woodsman" mestrer på overlegen vis. I modsætning til Bruckheimers masseødelæggelser, der efter aftalt klokkeslæt lader publikum tilbagevende til deres egen virkelighed, har Kassell dog fat i en langt strammere ende - nemlig det filmsprog, der nægter at lade sit publikum gå uforandrede fri efter rulleteksternes indmarch.
”The Woodsman” er nemlig en film, man aldrig føler man forlader. Sjældent har en film plantet sin seer på en så usikker og gyngende grund som den, der omgiver vores hovedperson, den middelaldrende og pædofile Walter, der er på prøveløsladelse efter 12 år i spjældet. Det er et foruroligende sted at befinde sig, det sted Nicole Kassell transporterer os til og som visualiserer den mørkeste afkrog af et menneskesind, men frem for at vække afsky vækker Walter og hans kamp mod sin egen krop en kompleks sympati, der er de absolut færreste menneskeskildringer forundt. Man vrider sig i sædet og holder intensivt åndedrættet tilbage når Walter på en parkbænk en solrig efterårsdag beder en pige om at sætte sig på hans skød og synker en stor, hjertefølt klump i halsen når han grædende bøjer sammen og gentager ordene "I'm not a monster" med gråd og rysten i stemmen.
Balancegangen mellem foragt og medfølelse udføres med andre ord perfekt af den debuterende Kassell og ikke mindst Kevin Bacon, der lægger ansigt til et af de mest uafrystelige menneskeportrætter nogensinde set på en rulle film. Sammen står de bag en film man aldrig slipper eller glemmer og som efterlader sig et mørkt brændemærke et sted mellem følelser, hjerte og intellekt. Så stærk er ”The Woodsman” - og så stærk at den burde oplevelses af alle.
Selvom instruktørdebutanten Nicole Kassell hverken byder på fortryllende eventyruniverser, drabelige skudvekslinger eller bjergtagende geografisk øjeguf i sit debuterende udspil, så er 'transportbranchen' udtrykkeligt et erhverv, hun med "The Woodsman" mestrer på overlegen vis. I modsætning til Bruckheimers masseødelæggelser, der efter aftalt klokkeslæt lader publikum tilbagevende til deres egen virkelighed, har Kassell dog fat i en langt strammere ende - nemlig det filmsprog, der nægter at lade sit publikum gå uforandrede fri efter rulleteksternes indmarch.
”The Woodsman” er nemlig en film, man aldrig føler man forlader. Sjældent har en film plantet sin seer på en så usikker og gyngende grund som den, der omgiver vores hovedperson, den middelaldrende og pædofile Walter, der er på prøveløsladelse efter 12 år i spjældet. Det er et foruroligende sted at befinde sig, det sted Nicole Kassell transporterer os til og som visualiserer den mørkeste afkrog af et menneskesind, men frem for at vække afsky vækker Walter og hans kamp mod sin egen krop en kompleks sympati, der er de absolut færreste menneskeskildringer forundt. Man vrider sig i sædet og holder intensivt åndedrættet tilbage når Walter på en parkbænk en solrig efterårsdag beder en pige om at sætte sig på hans skød og synker en stor, hjertefølt klump i halsen når han grædende bøjer sammen og gentager ordene "I'm not a monster" med gråd og rysten i stemmen.
Balancegangen mellem foragt og medfølelse udføres med andre ord perfekt af den debuterende Kassell og ikke mindst Kevin Bacon, der lægger ansigt til et af de mest uafrystelige menneskeportrætter nogensinde set på en rulle film. Sammen står de bag en film man aldrig slipper eller glemmer og som efterlader sig et mørkt brændemærke et sted mellem følelser, hjerte og intellekt. Så stærk er ”The Woodsman” - og så stærk at den burde oplevelses af alle.
26/12-2007
