Nonsens i latexland
1.0
Dansk jazzsangerinde holdes som gidsel i norsk filmkatastrofe.
Hvad gør man, hvis man har brugt 4 år af sit liv og x antal millioner af norsk filmindustris kroner på at skabe en storfilm, og man så opdager, at resultatet er så jammerligt, at selv klipperen tilsyneladende har måttet vende blikket væk under arbejdet med den? Man får filmselskabets marketingsafdeling til at finde på en så lidet appellerende titel på filmen, at man kan være sikker på, at et eventuelt publikum vil holde sig på sikker afstand. Nogenlunde sådan må instruktøren og producenten af "Jagten på nyrestenen" have tænkt, da de så, hvor lidt der var kommet ud af alle anstrengelserne.
Store ambitioner
Ambitionerne har tilsyneladende ellers ikke fejlet noget. Målet har været at skabe en børnefilm, der på eventyrlig vis og med spektakulære effekter tager tilskueren med på rejse i det forunderlige univers, som menneskekroppen er. Lidt ligesom da Dennis Quaid i 1987 rejste rundt inde i Martin Short i "Min mikromakker". Man har bygget masser store kulisser, man har ansat special effect-designeren fra Batman, og man har syet snesevis af flotte kostumer af det pureste gummi.
Føj!
Trods disse anstrengelser ender "Jagten på nyrestenen" på forunderligste vis som et pragteksempel på, hvordan man ikke skal lave film. Manuskriptet er papirstyndt, plaget af politisk korrekthed (jo, vi kommer naturligvis forbi lungerne) og pædagogisk pegepindsvanvid. Ligeledes er det en dramaturgisk katastrofe, således at al potentiel spænding konsekvent er pillet ud, samtidig med at mellemregningerne med, hvordan vi kommer fra punkt A til punkt B i historien, mangler. Man har sørget for at caste børn, der helt sikkert ikke kunne spille komedie, og voksne, der kunne matche denne anti-spillestil. Omvendt må man sige, at replikkerne fra manuskriptsiden er så ringe, at de alligevel ikke havde haft en chance, selv hvis gode skuespillere skulle have deklameret dem. Klipningen er et kapitel for sig. Her virker det som om, at klipperen enten har været blind eller som nævnt ovenfor har måttet vende blikket bort på grund af uhyrlighederne på strimlen. Må hans medlemskab af Norsk Filmarbejderforbund blive inddraget!
Alice i latexland
Hvad har vi så tilbage? En slags "Alice i eventyrland", hvor Den Gale Hattemager og Peter Kanin er byttet ud med nordmænd i gummitøj. Filmen er for stupid for voksne, for kedelig for større børn og paradoksalt nok sine steder for barsk for de mindste (som alligevel ikke har en chance for at vide, hvem sådan en fætter som A. Ppendiksen er). Muligvis kan den gå hen at hitte i gummifetichistkredse, hvem ved? Stakkels Cæcilie Norby synger og synger smukt. Synd, at det skulle være i dette makværk.
Filmen kommer op i påskeferien, hvor man som voksen bør huske på, at der er mange udendørs ting, man kan lave. Gå i skoven, sætte drage op, fodre ænder. Man behøver slet ikke gå i biografen.
Hvad gør man, hvis man har brugt 4 år af sit liv og x antal millioner af norsk filmindustris kroner på at skabe en storfilm, og man så opdager, at resultatet er så jammerligt, at selv klipperen tilsyneladende har måttet vende blikket væk under arbejdet med den? Man får filmselskabets marketingsafdeling til at finde på en så lidet appellerende titel på filmen, at man kan være sikker på, at et eventuelt publikum vil holde sig på sikker afstand. Nogenlunde sådan må instruktøren og producenten af "Jagten på nyrestenen" have tænkt, da de så, hvor lidt der var kommet ud af alle anstrengelserne.
Store ambitioner
Ambitionerne har tilsyneladende ellers ikke fejlet noget. Målet har været at skabe en børnefilm, der på eventyrlig vis og med spektakulære effekter tager tilskueren med på rejse i det forunderlige univers, som menneskekroppen er. Lidt ligesom da Dennis Quaid i 1987 rejste rundt inde i Martin Short i "Min mikromakker". Man har bygget masser store kulisser, man har ansat special effect-designeren fra Batman, og man har syet snesevis af flotte kostumer af det pureste gummi.
Føj!
Trods disse anstrengelser ender "Jagten på nyrestenen" på forunderligste vis som et pragteksempel på, hvordan man ikke skal lave film. Manuskriptet er papirstyndt, plaget af politisk korrekthed (jo, vi kommer naturligvis forbi lungerne) og pædagogisk pegepindsvanvid. Ligeledes er det en dramaturgisk katastrofe, således at al potentiel spænding konsekvent er pillet ud, samtidig med at mellemregningerne med, hvordan vi kommer fra punkt A til punkt B i historien, mangler. Man har sørget for at caste børn, der helt sikkert ikke kunne spille komedie, og voksne, der kunne matche denne anti-spillestil. Omvendt må man sige, at replikkerne fra manuskriptsiden er så ringe, at de alligevel ikke havde haft en chance, selv hvis gode skuespillere skulle have deklameret dem. Klipningen er et kapitel for sig. Her virker det som om, at klipperen enten har været blind eller som nævnt ovenfor har måttet vende blikket bort på grund af uhyrlighederne på strimlen. Må hans medlemskab af Norsk Filmarbejderforbund blive inddraget!
Alice i latexland
Hvad har vi så tilbage? En slags "Alice i eventyrland", hvor Den Gale Hattemager og Peter Kanin er byttet ud med nordmænd i gummitøj. Filmen er for stupid for voksne, for kedelig for større børn og paradoksalt nok sine steder for barsk for de mindste (som alligevel ikke har en chance for at vide, hvem sådan en fætter som A. Ppendiksen er). Muligvis kan den gå hen at hitte i gummifetichistkredse, hvem ved? Stakkels Cæcilie Norby synger og synger smukt. Synd, at det skulle være i dette makværk.
Filmen kommer op i påskeferien, hvor man som voksen bør huske på, at der er mange udendørs ting, man kan lave. Gå i skoven, sætte drage op, fodre ænder. Man behøver slet ikke gå i biografen.
19/11-2018