Uomgængelig - men vi er også kommet videre.

Når en film er omgærdet af så megen ros & status som en Citizen Kane eller en Wizard of Oz, kan det være svært ikke at blive en anelse skuffet når man endelig får den set.

Selvfølgelig er den et mesterværk, & blandt de allertidligste pionerer i genren "Fantasy på film": den ungdommelige helt/heltindes rejse til en parallel verden, som han/hun griber ind i & bliver voksen dermed. Alice in Wonderland, Harry Potter, The Hobbit & Lord of the Rings (hvor heltene, Baggins far & søn, dog allerede befinder sig i den "parallelle" eventyrverden), Narnia, Stardust, Arthur & Minimoyserne - med mange flere.

Desværre kan man i ingen film - & da slet ikke i Fantasy genren - underkende effekternes betydning. & disse er - i nærværende film fra 1939 - temmelig bedagede. Det er selve handlingsforløbet også, når sandhed skal siges. Derfor var filmen en smule mere "lektielæsning" for mig end ren, direkte underholdning.

Det bør dog modsvares ved Judy Garland, der er fortryllende som girl-next-door (& her fik det gennembrud der muliggjorde Meet Me in St Louis & A Star is Born), ved sangene der er charmerende & fængende, & ved The Munchkins & Scarecrow som også er svære at modstå. Endelig er det næsten chokerende at finde *så* mange rødder (eller tidlige udgaver) til verdenskendte fraser fra senere popkultur & -musik som Somewhere over the Rainbow, Wish Upon a Star, Yellow Brick Road, Tin Man, Emerald City, eller Toto...

& så til slut en forsinket æresrejsning til instruktøren Viktor Fleming. Han er ikke helt blevet så anerkendt som en Frank Capra, Billy Wilder, Orson Welles eller John Huston. Men han står alligevel, ret sent i sin karriere, for to af Hollywood guldalderens mest folkekære film overhovedet: Wizard of Oz - & så den store Gone With the Wind, også fra 1939.

Så jo, inspirerende & opløftende. Men jeg følte samtidig at Fantasy var kommet videre siden.