Selvmedlidenhed
2.0
Lars von Trier har haft travlt med at fortælle, at han er i kreativ krise, og det synes "De unge år" at bekræfte. I hvert fald har han søgt indad og tilbage ved at skrive en film om sine år på Filmskolen. Hvis man har svært at få andre historier ud, er det oplagt at forsøge at bryde ud af krisen ved at arbejde med noget stærkt personligt, som von Trier gør her. Men resultatet viser efter min mening ikke en filmmager, der er på vej nogen fornuftige steder hen.
"De unge år" skildrer, hvordan von Triers alter ego, Erik Nietzsche, kommer ind på Filmskolen ved et tilfælde. Der kæmper han mod konforme lærere og filmarbejdere med fagforeningsmentalitet for at få sine alternative ideer igennem - inden det til sidst lykkes ham at lave en prisvindende afgangsfilm ("Befrielsesbilleder") og sikre sig penge til sin første spillefilm ("The Element of Crime").
En film om, hvordan én af Danmarks største filminstruktører blev formet som kunstner, er bestemt interessant. Problemet er bare, at von Trier ikke lukker os ind. Der er ikke noget på spil for ham selv, for han viser ikke for alvor sine egne svage sider. I stedet er filmen et angreb på en institution og nogle mennesker, som holder en kreativ ung mand nede.
Til sidst konkluderer von Triers egen fortællerstemme, at skolen forvandlede ham fra en venlig ung mand, der gerne ville lave film med billeder af blomster og blade, til en kynisk manipulator. Det er sikkert meget fint for Lars von Trier, hvis det virkelig er det, han mener, men det er ærligt talt ret ligegyldigt for resten af verden. Især når han gemmer sig bag satire og kun fortæller historien på overfladen.
Som nævnt har von Trier kun skrevet manuskriptet, mens instruktionen er overladt til Jacob Thuesen. Han har kæmpet bravt for at puste liv i filmen med brug af associationsklip og mange forskellige fortælleteknikker, hvilket passer fint til en film om at lave film. Men selv det gør ikke Erik Nietzsches historie specielt interessant for et bredt publikum, ligesom filmens forsøg på at være komedie kun virker sporadisk. Det sjoveste er faktisk at sidde og gætte på, hvem der er hvem i de mange karikaturer - Dejan Cukic er Mogens Rukov, Søren Pilmark er Henning Camre, Jens Albinus er Nils Malmros, Patricia Schumann er Kirsten Norholt og så videre.
"De unge år" er virkelig en stærkt uvedkommende film. Som i "Direktøren bag det hele" sidder Lars von Trier omme bag lærredet og fniser, mens han peger fingre ad folk. Her er det enten et helt misforstået forsøg på at være sjov - eller et ynkeligt, selvmedlidende forsøg på at skyde skylden for sine egne kvaler over på andre. For mig er det i hvert fald det foreløbige lavpunkt i Lars von Triers karriere.
"De unge år" skildrer, hvordan von Triers alter ego, Erik Nietzsche, kommer ind på Filmskolen ved et tilfælde. Der kæmper han mod konforme lærere og filmarbejdere med fagforeningsmentalitet for at få sine alternative ideer igennem - inden det til sidst lykkes ham at lave en prisvindende afgangsfilm ("Befrielsesbilleder") og sikre sig penge til sin første spillefilm ("The Element of Crime").
En film om, hvordan én af Danmarks største filminstruktører blev formet som kunstner, er bestemt interessant. Problemet er bare, at von Trier ikke lukker os ind. Der er ikke noget på spil for ham selv, for han viser ikke for alvor sine egne svage sider. I stedet er filmen et angreb på en institution og nogle mennesker, som holder en kreativ ung mand nede.
Til sidst konkluderer von Triers egen fortællerstemme, at skolen forvandlede ham fra en venlig ung mand, der gerne ville lave film med billeder af blomster og blade, til en kynisk manipulator. Det er sikkert meget fint for Lars von Trier, hvis det virkelig er det, han mener, men det er ærligt talt ret ligegyldigt for resten af verden. Især når han gemmer sig bag satire og kun fortæller historien på overfladen.
Som nævnt har von Trier kun skrevet manuskriptet, mens instruktionen er overladt til Jacob Thuesen. Han har kæmpet bravt for at puste liv i filmen med brug af associationsklip og mange forskellige fortælleteknikker, hvilket passer fint til en film om at lave film. Men selv det gør ikke Erik Nietzsches historie specielt interessant for et bredt publikum, ligesom filmens forsøg på at være komedie kun virker sporadisk. Det sjoveste er faktisk at sidde og gætte på, hvem der er hvem i de mange karikaturer - Dejan Cukic er Mogens Rukov, Søren Pilmark er Henning Camre, Jens Albinus er Nils Malmros, Patricia Schumann er Kirsten Norholt og så videre.
"De unge år" er virkelig en stærkt uvedkommende film. Som i "Direktøren bag det hele" sidder Lars von Trier omme bag lærredet og fniser, mens han peger fingre ad folk. Her er det enten et helt misforstået forsøg på at være sjov - eller et ynkeligt, selvmedlidende forsøg på at skyde skylden for sine egne kvaler over på andre. For mig er det i hvert fald det foreløbige lavpunkt i Lars von Triers karriere.
13/01-2008
