American Bier
5.0
Susanne Bier har virkelig tænkt sig godt om, før hun valgte sin første amerikanske film. I hvert fald har hun i "Things We Lost in the Fire" fundet et oplæg, der passer rigtig godt til hendes stil - og som har flere træk tilfælles med Biers to forrige film, "Brødre" og "Efter brylluppet".
"Things We Lost in the Fire" handler om tab og sorg, om at tilgive og tage ansvaret for sit eget liv. Den ene hovedperson er en hjemmegående mor til to, hvis verden bryder sammen, da hendes mand bliver dræbt i en tilfældig voldsepisode. Manden havde en god ven, som var endt på heroin, men som han alligevel holdt fast i - uden konens billigelse. Men da hendes mand dør, rækker hun ud mod vennen, og deres umage forsøg på at støtte hinanden er filmens kerne.
Det er en typisk Susanne Bier-historie, hvor personerne og deres udvikling betyder mere end den egentlige handling. Bier er blandt andet god til den slags, fordi hun er en usædvanligt dygtig personinstruktør - og her har hun for første gang haft verdensklasse-materiale at arbejde med.
Benicio del Toro er fuldstændig forrygende som vennen med en skygge af heroin over sig. Hans slidte ansigt og rastløse spillestil skaber en rolle med imponerende dybde - og hans scener som narkoman på sprøjten er uhyggeligt overbevisende. Over for ham har Halle Berry sin bedste rolle længe som kvinden, hvis verden er sunket i grus. Også hun skaber en fuldstændig troværdig karakter, endda med flere usympatiske scener. Omkring de to stjerner er resten af rollebesætningen tilsvarende velfungerende - især John Carroll Lynch og Alison Lohman har et par fine biroller, og filmens to børneskuespillere gør det glimrende.
Ud over bedre skuespillere har Bier nydt godt af bedre teknik i USA. Hun underbygger personskildringerne med ekstremt mange detaljer - især øjne og hænder i closeups hjælper med at signalere personernes sindstilstand. Den samme teknik brugte Bier effektivt i "Efter brylluppet", men her er billederne bare af højere klasse. "Things We Lost in the Fire" er en virkelig flot fotograferet film, hvor de smukke billeder ofte står i kontrast til det dystre indhold.
Det er en rigtig fin film med masser af følelser og knugende patos, men helt perfekt er den dog ikke. Den er ret tung og langtrukken i stilen - selv om spilletiden kun er to timer, føles den længere. Den kunne ligeledes være klippet mere effektivt. Jeg syntes i hvert fald, at nogle af flashbackene til det lykkelige familieliv før mandens død kom på underlige tidspunkter. Og så er det altså også lidt af en manipulerende tudefilm. Selv om Bier nu i øvrigt undgår alle de oplagte klicheer.
Men samlet set er der ingen tvivl om, at Susanne Bier gjorde det rigtige ved at tage imod tilbuddet fra USA. Hun har fået lov til at lave den slags film, hun er god til, med et bedre råmateriale, end hun nogensinde kommer i nærheden af herhjemme. Derfor hæver "Things We Lost in the Fire" sig over de tilsvarende danske film, Bier tidligere har lavet.
"Things We Lost in the Fire" handler om tab og sorg, om at tilgive og tage ansvaret for sit eget liv. Den ene hovedperson er en hjemmegående mor til to, hvis verden bryder sammen, da hendes mand bliver dræbt i en tilfældig voldsepisode. Manden havde en god ven, som var endt på heroin, men som han alligevel holdt fast i - uden konens billigelse. Men da hendes mand dør, rækker hun ud mod vennen, og deres umage forsøg på at støtte hinanden er filmens kerne.
Det er en typisk Susanne Bier-historie, hvor personerne og deres udvikling betyder mere end den egentlige handling. Bier er blandt andet god til den slags, fordi hun er en usædvanligt dygtig personinstruktør - og her har hun for første gang haft verdensklasse-materiale at arbejde med.
Benicio del Toro er fuldstændig forrygende som vennen med en skygge af heroin over sig. Hans slidte ansigt og rastløse spillestil skaber en rolle med imponerende dybde - og hans scener som narkoman på sprøjten er uhyggeligt overbevisende. Over for ham har Halle Berry sin bedste rolle længe som kvinden, hvis verden er sunket i grus. Også hun skaber en fuldstændig troværdig karakter, endda med flere usympatiske scener. Omkring de to stjerner er resten af rollebesætningen tilsvarende velfungerende - især John Carroll Lynch og Alison Lohman har et par fine biroller, og filmens to børneskuespillere gør det glimrende.
Ud over bedre skuespillere har Bier nydt godt af bedre teknik i USA. Hun underbygger personskildringerne med ekstremt mange detaljer - især øjne og hænder i closeups hjælper med at signalere personernes sindstilstand. Den samme teknik brugte Bier effektivt i "Efter brylluppet", men her er billederne bare af højere klasse. "Things We Lost in the Fire" er en virkelig flot fotograferet film, hvor de smukke billeder ofte står i kontrast til det dystre indhold.
Det er en rigtig fin film med masser af følelser og knugende patos, men helt perfekt er den dog ikke. Den er ret tung og langtrukken i stilen - selv om spilletiden kun er to timer, føles den længere. Den kunne ligeledes være klippet mere effektivt. Jeg syntes i hvert fald, at nogle af flashbackene til det lykkelige familieliv før mandens død kom på underlige tidspunkter. Og så er det altså også lidt af en manipulerende tudefilm. Selv om Bier nu i øvrigt undgår alle de oplagte klicheer.
Men samlet set er der ingen tvivl om, at Susanne Bier gjorde det rigtige ved at tage imod tilbuddet fra USA. Hun har fået lov til at lave den slags film, hun er god til, med et bedre råmateriale, end hun nogensinde kommer i nærheden af herhjemme. Derfor hæver "Things We Lost in the Fire" sig over de tilsvarende danske film, Bier tidligere har lavet.
15/01-2008
