// Coens barske 'Country' //
6.0
Det er efterhånden noget tid siden, at de skæve rødder fra Hollywood, Ethan og Joel Coen, har leveret et solidt håndværk. Med tamme film som Intolerable Cruelty og The Ladykillers, var jeg lige ved at tro at fyrerne bag mesterværker som Fargo, The Big Lebowski og The Man Who Wasn't There var ved at blive for mainstream og billige. Alligevel havde jeg allerede afsat en lille plads i mit hjerte til dem, og deres nyeste film No Country For Old Men (premiere i DK d. 07.03.2008) får for alvor blodet i min krop til at pumpe for fuld tryk! Filmen er på samme tid fyldt med dødelig sort humor, suspens som ville få Hitchcock til at tabe cigaren, smukke og æstetiske billeder samt mord og blod i lange baner.
Filmen er adapteret af Cormac McCarthys roman af samme navn, og finder sted i et ingenmandsland i det barske Texas. Vi følger igennem filmen trekløveren, som udgøres af Llewelyn Moss (Josh Brolin), en 'old boy' som får tiden til at gå med jagt og drillerier af sin kone, Antoine Chigurh (Javier Bardem), en psykopatisk lejemorder som dræber for sin livsfilosofis skyld og sidst med ikke mindst sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), en ældre slidt sag, som er på randen af pension og refleksion af sit liv. Disse tre personer kommer hver især til at bidrage til den store 'katten-efter-musen'-leg, og jeg kan ligeså godt afsløre med det samme, at der ikke bliver mange 'happy endings' at komme efter.
Filmen åbner med Tommy Lee Jones' flade og indesluttede stemme. Han beskriver en teenagermorder, som han engang fik sendt i 'stolen'. Drengen dræbte sin 14-årige kæreste, fordi han havde brug for et fix, og hvis han blev sluppet fri, ville han uden tøven dræbe igen, fortæller han. Jones overleverer sin beretning med hårfin vokalsk præcision, og man fornemmer straks, at manden ikke kan kapere, at sådan en ond skabning kan findes i vores verden.
Derefter præsenteres vi for filmens gys. Manden hedder Antoine Chigurh, som er en høj, hængende mand med en ufattelig dårlig Ringo Starr hair-do og et smil, som vil hjemsøge dig lang tid efter du har set filmen. Han rejser rundt i Texas med sin oxygen-tank og dertilhørende stungun, som han slår folk ihjel med. Den fyrer en bolt lige igennem hovedet på ofret og tilbage ind i hylstret. Udover disse instrumenter har han også en shotgun med lyddæmper samt en håndfuld mønter, som han beder dig om at slå plat eller krone med - du kan være heldig, at han skåner dit liv.
Endelig træder Llewelyn Moss ind på skærmen, som ved et tilfælde under sin jagt i ørkenen opdager en narkohandel, som er gået helt galt. Der ligger flere gennemhullede dealers på jorden, hunden er endda blevet skudt, og bag en af vognene, er der placeret flere hundrede kilo narko. Moss leder nu efter pengemanden, og lidt længere væk fra gerningsstedet finder han en sort taske med 2 mio. $. Du befinder dig i absolut ingenmandsland, hvad gør du? Enhver ville da tage pengene, hvilket Moss også gør. Han har jo en kone at forsørge. Herfra er der ingen vej tilbage, point of no return. Chigurh bliver hyret til at få fat i pengene og Moss, som I godt selv kan regne ud, lige har fået lort helt op til halsen. Undervejs møder vi også Llewelyns søde og uskyldige kone Carla Jean (Kelly MacDonald), en kæphøj lejemorder ved navn Carson Wells (Woody Harrelson), som også bliver hyret af forretningmanden (Stephen Root) bag den mislykkede narkohandel. Chigurh er nemlig ikke til at styre, og han myrder løs på dem han kan komme til.
Dette er nok en film, man ville kalde for en neo-western, men misledte filmgængere som påstår, at den kun går efter blod, vold og hævn har ærligt talt ikke fattet en brik. Joel og Ethan er denne gang sammen om manuskriptet og de har forsøgt at skabe en film om Amerikas konstante lyst til det nemme fix efter vold. Dertil er filmen hamrende elegant og nerveflænsende spændende. Chigurhs jagt efter Moss er en manhunt tour de force, som ikke er set bedre i nyere tid. Der er ingen musik i baggrunden hele filmen igennem, hvilket også tvinger publikum til at lytte efter hvad der egentlig sker; og det med forstærkende effekt. Man sidder blot og nyder scene efter scene ønskende om, at de aldrig skulle ende. Folkens, det er magi på film. Roger Deakins (Jarhead, The Village, Fargo) viser sig endnu engang at være en sand poet, når det kommer til lys og skygger. I det ene øjeblik kan man sidde og blive helt melankolsk over synet af den smukke blå-rødlige Texas-himmel, og i det andet øjeblik, skræmt af Chigurhs smil i den helt rette vinkel.
Endnu engang viser Josh Brolin, at han lige p.t er et af de bedste skuespillere, og i No Country... overgår han både sine bundsolide og fantastiske præstationer i Planet Terror og American Gangster. Han bliver den centrale person som publikum skal kunne identificere sig med, følge ham på godt og ondt, hvor Chigurh og sherif Bell står på hver sine ekstremer af den onde og gode side. Javier Bardem vil blive husket i filmhistorien for denne rolle, for hver gang han fremstår foran én, sætter stor fed klump sig fast i halsen og man beder til, mens maven laver efterfølgende knuder, om at han ikke bliver rigtig 'pissed'. Tommy Lee Jones er den rutinerede mand, på samme måde som i filmen, og han formår at bringe sin cowboy-filosofi på universitetshøjder. Jeg kunne blive ved med at rose skuespillerne, også Kelly MacDonald og Woody Harrelson, men for at summere ned, så spiller de alle røven ud af bukserne. Jeg troede ikke, at jeg ville få bedre skuespilpræstationer i år end i American Gangster, men det er 'desværre' blevet modbevist med No Country...
Filmen er et sandt lille mirakel. Dens komposition er så raffineret, at det ganske enkelt tager vejret fra en. Man sidder i flere minutter ved rulleteksternes fremtræden og prøver at ryste oplevelsen af sig. Det samme gør man, når man går i seng for at sove. Og det samme igen, når man vågner dagen efter. Filmen starter nærmest ud af det blå, i det punkt hvor alle karakterer slet intet har noget med hinanden at gøre. Gennem filmen kommer de til gengæld helt ind til livet på hinanden, derude hvor man snakker om ekstremer, og i de afsluttende scener er man blot tilbage i det punkt, hvori filmen startede. Det er lige før, at man kunne tegne en kurve over dette forløb. Der er sådan ikke så meget nyt at sige, for jeg kunne blive ved med at rose filmen og alle dens fantastiske finesser (det er et rent paradis for filmelskere og æstetikere), og det er uden tvivl et af mit livs bedste filmoplevelser. Jeg fyrer derfor alle seks patroner af fra min seksløber og rammer alle gangene lige ind i hjertets kamre, hvor de altid vil forblive. Filmen er et mesterværk og det ser ud til at drengene fra den fremmede planet har fået begge ben helt ned på jorden!
Selvom jeg fik streamet filmen med yderst optimal pixelkvalitet (jeg skulle dog også betale for den), vil jeg dog ikke snyde mig selv for biografturen!
Filmen er adapteret af Cormac McCarthys roman af samme navn, og finder sted i et ingenmandsland i det barske Texas. Vi følger igennem filmen trekløveren, som udgøres af Llewelyn Moss (Josh Brolin), en 'old boy' som får tiden til at gå med jagt og drillerier af sin kone, Antoine Chigurh (Javier Bardem), en psykopatisk lejemorder som dræber for sin livsfilosofis skyld og sidst med ikke mindst sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), en ældre slidt sag, som er på randen af pension og refleksion af sit liv. Disse tre personer kommer hver især til at bidrage til den store 'katten-efter-musen'-leg, og jeg kan ligeså godt afsløre med det samme, at der ikke bliver mange 'happy endings' at komme efter.
Filmen åbner med Tommy Lee Jones' flade og indesluttede stemme. Han beskriver en teenagermorder, som han engang fik sendt i 'stolen'. Drengen dræbte sin 14-årige kæreste, fordi han havde brug for et fix, og hvis han blev sluppet fri, ville han uden tøven dræbe igen, fortæller han. Jones overleverer sin beretning med hårfin vokalsk præcision, og man fornemmer straks, at manden ikke kan kapere, at sådan en ond skabning kan findes i vores verden.
Derefter præsenteres vi for filmens gys. Manden hedder Antoine Chigurh, som er en høj, hængende mand med en ufattelig dårlig Ringo Starr hair-do og et smil, som vil hjemsøge dig lang tid efter du har set filmen. Han rejser rundt i Texas med sin oxygen-tank og dertilhørende stungun, som han slår folk ihjel med. Den fyrer en bolt lige igennem hovedet på ofret og tilbage ind i hylstret. Udover disse instrumenter har han også en shotgun med lyddæmper samt en håndfuld mønter, som han beder dig om at slå plat eller krone med - du kan være heldig, at han skåner dit liv.
Endelig træder Llewelyn Moss ind på skærmen, som ved et tilfælde under sin jagt i ørkenen opdager en narkohandel, som er gået helt galt. Der ligger flere gennemhullede dealers på jorden, hunden er endda blevet skudt, og bag en af vognene, er der placeret flere hundrede kilo narko. Moss leder nu efter pengemanden, og lidt længere væk fra gerningsstedet finder han en sort taske med 2 mio. $. Du befinder dig i absolut ingenmandsland, hvad gør du? Enhver ville da tage pengene, hvilket Moss også gør. Han har jo en kone at forsørge. Herfra er der ingen vej tilbage, point of no return. Chigurh bliver hyret til at få fat i pengene og Moss, som I godt selv kan regne ud, lige har fået lort helt op til halsen. Undervejs møder vi også Llewelyns søde og uskyldige kone Carla Jean (Kelly MacDonald), en kæphøj lejemorder ved navn Carson Wells (Woody Harrelson), som også bliver hyret af forretningmanden (Stephen Root) bag den mislykkede narkohandel. Chigurh er nemlig ikke til at styre, og han myrder løs på dem han kan komme til.
Dette er nok en film, man ville kalde for en neo-western, men misledte filmgængere som påstår, at den kun går efter blod, vold og hævn har ærligt talt ikke fattet en brik. Joel og Ethan er denne gang sammen om manuskriptet og de har forsøgt at skabe en film om Amerikas konstante lyst til det nemme fix efter vold. Dertil er filmen hamrende elegant og nerveflænsende spændende. Chigurhs jagt efter Moss er en manhunt tour de force, som ikke er set bedre i nyere tid. Der er ingen musik i baggrunden hele filmen igennem, hvilket også tvinger publikum til at lytte efter hvad der egentlig sker; og det med forstærkende effekt. Man sidder blot og nyder scene efter scene ønskende om, at de aldrig skulle ende. Folkens, det er magi på film. Roger Deakins (Jarhead, The Village, Fargo) viser sig endnu engang at være en sand poet, når det kommer til lys og skygger. I det ene øjeblik kan man sidde og blive helt melankolsk over synet af den smukke blå-rødlige Texas-himmel, og i det andet øjeblik, skræmt af Chigurhs smil i den helt rette vinkel.
Endnu engang viser Josh Brolin, at han lige p.t er et af de bedste skuespillere, og i No Country... overgår han både sine bundsolide og fantastiske præstationer i Planet Terror og American Gangster. Han bliver den centrale person som publikum skal kunne identificere sig med, følge ham på godt og ondt, hvor Chigurh og sherif Bell står på hver sine ekstremer af den onde og gode side. Javier Bardem vil blive husket i filmhistorien for denne rolle, for hver gang han fremstår foran én, sætter stor fed klump sig fast i halsen og man beder til, mens maven laver efterfølgende knuder, om at han ikke bliver rigtig 'pissed'. Tommy Lee Jones er den rutinerede mand, på samme måde som i filmen, og han formår at bringe sin cowboy-filosofi på universitetshøjder. Jeg kunne blive ved med at rose skuespillerne, også Kelly MacDonald og Woody Harrelson, men for at summere ned, så spiller de alle røven ud af bukserne. Jeg troede ikke, at jeg ville få bedre skuespilpræstationer i år end i American Gangster, men det er 'desværre' blevet modbevist med No Country...
Filmen er et sandt lille mirakel. Dens komposition er så raffineret, at det ganske enkelt tager vejret fra en. Man sidder i flere minutter ved rulleteksternes fremtræden og prøver at ryste oplevelsen af sig. Det samme gør man, når man går i seng for at sove. Og det samme igen, når man vågner dagen efter. Filmen starter nærmest ud af det blå, i det punkt hvor alle karakterer slet intet har noget med hinanden at gøre. Gennem filmen kommer de til gengæld helt ind til livet på hinanden, derude hvor man snakker om ekstremer, og i de afsluttende scener er man blot tilbage i det punkt, hvori filmen startede. Det er lige før, at man kunne tegne en kurve over dette forløb. Der er sådan ikke så meget nyt at sige, for jeg kunne blive ved med at rose filmen og alle dens fantastiske finesser (det er et rent paradis for filmelskere og æstetikere), og det er uden tvivl et af mit livs bedste filmoplevelser. Jeg fyrer derfor alle seks patroner af fra min seksløber og rammer alle gangene lige ind i hjertets kamre, hvor de altid vil forblive. Filmen er et mesterværk og det ser ud til at drengene fra den fremmede planet har fået begge ben helt ned på jorden!
Selvom jeg fik streamet filmen med yderst optimal pixelkvalitet (jeg skulle dog også betale for den), vil jeg dog ikke snyde mig selv for biografturen!
15/01-2008
