Klodset bodsgang
2.0
Filmatisering af Khaled Hosseinis bestseller-roman, hvis hovedperson, Amir, vokser op som søn af en rigmand i Kabul. Amirs bedste ven er Hassan, der er søn af familiens tjener og bl.a. beskytter den usikre Amir mod kvarterets bøller. Sammen vinder de to drenge en stor konkurrence i drageflyvning, men kort efter får Amirs usikkerhed ham til at forråde Hassan, der så rejser væk med sin far. Da russerne invaderer Afghanistan, flygter Amir med sin far til USA. Mange år senere bliver han kontaktet af en gammel ven, der fortæller, at Hassan er død, og hans søn fange hos Taleban - og Amir vender nu hjem til fødelandet for at befri sin gamle vens søn.
"The Kite Runner" er først og fremmest en historie om de to venner, om Amirs utilstrækkelighed, og hvordan han først bliver hel igen, efter han har aflagt bod ved at tage tilbage til Afghanistan. På det overordnede plan er det samtidig en historie om et land, der bliver smadret af først russiske invasionsstyrker og siden religiøse galninge, der bl.a. bruger Afghanistans latente etniske stridigheder i deres favør.
Jeg har ikke læst Hosseinis roman, men i filmversionen virker hans historie temmelig banal. Jo, selvfølgelig er det enormt synd for afghanerne, men hvis man skræller det lag fra, er "The Kite Runner" et ret primitivt melodrama. Også selv om man får mistanke om, at Hosseini må have puttet en god del af sig selv i Amir. Selv om de to drengeskuespillere spiller rollerne godt, blev jeg aldrig rigtig fanget af historien om deres venskab og konflikt. Den bliver kørt for simpelt op og overrasker aldrig.
Filmens manglende evne til at fange mig hænger også sammen med, at den er klodset bygget op, både i struktur og enkeltscener. Instruktør Marc Forster har tidligere lavet virkelig rørende film som "Monster's Ball" og "Finding Neverland", men her føles det, som om han aldrig kommer i gang. Filmen starter med, at den voksne Amir får telefonopkaldet fra hjemegnen, men derfra går den direkte over i at rulle hele forhistorien op i et megalangt flashback. Det er langtrukkent og mangler i forbløffende grad nerve, når man tænker på, hvor dramatiske omstændigheder "The Kite Runner" udspiller sig under. Selv den rendyrkede spændingssekvens hos Taleban til sidst er ganske tam. Hvilket i øvrigt ikke lover godt for Forsters arbejde med "Quantum of Solace".
Faktisk synes jeg, at det mest spændende i filmen ikke var historien i Afghanistan - men derimod skildringen af det afghanske flygtningesamfund i Californien, og hvordan de har taget deres sociale strukturer og normer med til USA.
Bogen kan dog sagtens være en hel del bedre end denne film - og det kan også tænkes, at filmen virker meget stærkere, hvis man har læst forlægget. Men mig fik den altså aldrig ram på.
"The Kite Runner" er først og fremmest en historie om de to venner, om Amirs utilstrækkelighed, og hvordan han først bliver hel igen, efter han har aflagt bod ved at tage tilbage til Afghanistan. På det overordnede plan er det samtidig en historie om et land, der bliver smadret af først russiske invasionsstyrker og siden religiøse galninge, der bl.a. bruger Afghanistans latente etniske stridigheder i deres favør.
Jeg har ikke læst Hosseinis roman, men i filmversionen virker hans historie temmelig banal. Jo, selvfølgelig er det enormt synd for afghanerne, men hvis man skræller det lag fra, er "The Kite Runner" et ret primitivt melodrama. Også selv om man får mistanke om, at Hosseini må have puttet en god del af sig selv i Amir. Selv om de to drengeskuespillere spiller rollerne godt, blev jeg aldrig rigtig fanget af historien om deres venskab og konflikt. Den bliver kørt for simpelt op og overrasker aldrig.
Filmens manglende evne til at fange mig hænger også sammen med, at den er klodset bygget op, både i struktur og enkeltscener. Instruktør Marc Forster har tidligere lavet virkelig rørende film som "Monster's Ball" og "Finding Neverland", men her føles det, som om han aldrig kommer i gang. Filmen starter med, at den voksne Amir får telefonopkaldet fra hjemegnen, men derfra går den direkte over i at rulle hele forhistorien op i et megalangt flashback. Det er langtrukkent og mangler i forbløffende grad nerve, når man tænker på, hvor dramatiske omstændigheder "The Kite Runner" udspiller sig under. Selv den rendyrkede spændingssekvens hos Taleban til sidst er ganske tam. Hvilket i øvrigt ikke lover godt for Forsters arbejde med "Quantum of Solace".
Faktisk synes jeg, at det mest spændende i filmen ikke var historien i Afghanistan - men derimod skildringen af det afghanske flygtningesamfund i Californien, og hvordan de har taget deres sociale strukturer og normer med til USA.
Bogen kan dog sagtens være en hel del bedre end denne film - og det kan også tænkes, at filmen virker meget stærkere, hvis man har læst forlægget. Men mig fik den altså aldrig ram på.
03/02-2008
