Godzilla: The Home Video
5.0
"Cloverfield" er en film, der er båret af én eneste idé - men den idé kører den så til gengæld også 110% ud. Og det er fedt.
Basalt set er det jo bare en monsterfilm. Endnu et stort, mystisk monster kravler op af havet for at smadre New York. Ligesom Godzilla. Og det viser sig at være ualmindeligt svært at slippe af med igen.
Men det er ikke det, filmen handler om. "Cloverfield" er nemlig et stykke personal horror, fortalt gennem det videokamera, én af hovedpersonerne har fået ansvaret for til en afskedsfest for en ven, der skal flytte til Japan. Filmen starter med at introducere hovedpersonerne gennem klip fra festen - og allerede der ser man, hvor godt den er lavet: Man ved jo godt, at der kommer et monster, og alligevel trækker den fronten med vennerne til fest lige præcist så langt, at jeg nåede at tænke "Okay, nu må der gerne snart ske noget". Og lige præcis i det øjeblik, jeg tænkte det, gik det løs. Respekt.
Derfra forvandler filmen sig til én lang flugtscene gennem et New York, der bogstaveligt talt styrter sammen om ørerne på hovedpersonerne. Og her tjener intro-sekvensen selvfølgelig sit formål, ved at man nu kender de personer, man følger. Inklusive at ham, der holder kameraet, ikke lige er den skarpeste kniv i skuffen - hvilket er en genial lille detalje.
Flugten gennem byen er udført til teknisk topkarakter. Det er imponerende, at de har kunnet få stoppet alle de visuelle effekter ned i video-format - eller rettere få det hele til at ligne et videobånd. Frøperspektivet gør det hele ekstra imponerende, for man har virkelig oh-oh-følelsen, når bygninger styrter sammen, eller monstret kommer forbi. Samtidig er lydsiden på meget, meget høj teknisk niveau - fornemmelsen af reallyd bidrager virkelig til illusionen.
"Cloverfield" er som nævnt ikke andet end en monsterfilm - medmindre man lægger de traditionelle tolkninger af amerikansk paranoia ned over den - men den er fantastisk medrivende. Instruktør Matt Reeves og hans tekniske hold har virkelig lavet en usædvanligt gennemført film.
Basalt set er det jo bare en monsterfilm. Endnu et stort, mystisk monster kravler op af havet for at smadre New York. Ligesom Godzilla. Og det viser sig at være ualmindeligt svært at slippe af med igen.
Men det er ikke det, filmen handler om. "Cloverfield" er nemlig et stykke personal horror, fortalt gennem det videokamera, én af hovedpersonerne har fået ansvaret for til en afskedsfest for en ven, der skal flytte til Japan. Filmen starter med at introducere hovedpersonerne gennem klip fra festen - og allerede der ser man, hvor godt den er lavet: Man ved jo godt, at der kommer et monster, og alligevel trækker den fronten med vennerne til fest lige præcist så langt, at jeg nåede at tænke "Okay, nu må der gerne snart ske noget". Og lige præcis i det øjeblik, jeg tænkte det, gik det løs. Respekt.
Derfra forvandler filmen sig til én lang flugtscene gennem et New York, der bogstaveligt talt styrter sammen om ørerne på hovedpersonerne. Og her tjener intro-sekvensen selvfølgelig sit formål, ved at man nu kender de personer, man følger. Inklusive at ham, der holder kameraet, ikke lige er den skarpeste kniv i skuffen - hvilket er en genial lille detalje.
Flugten gennem byen er udført til teknisk topkarakter. Det er imponerende, at de har kunnet få stoppet alle de visuelle effekter ned i video-format - eller rettere få det hele til at ligne et videobånd. Frøperspektivet gør det hele ekstra imponerende, for man har virkelig oh-oh-følelsen, når bygninger styrter sammen, eller monstret kommer forbi. Samtidig er lydsiden på meget, meget høj teknisk niveau - fornemmelsen af reallyd bidrager virkelig til illusionen.
"Cloverfield" er som nævnt ikke andet end en monsterfilm - medmindre man lægger de traditionelle tolkninger af amerikansk paranoia ned over den - men den er fantastisk medrivende. Instruktør Matt Reeves og hans tekniske hold har virkelig lavet en usædvanligt gennemført film.
09/02-2008
