Gravid griner

5.0
Oscarvinderen “Juno” sætter standarden for amerikanske komedier en tak i vejret.

Jason Reitmans film er noget så sjældent som en komedie, der tager teenage-kulturen seriøst.

Pigen i titlen er den skarpsindige 16-årige Juno MacGuff (Ellen Page). Da hun bliver gravid med den akavede tic tac-entusiast Bleeker (Michael Cera), tager hun den usædvanlige beslutning at føde barnet og bortadoptere det.

Hun finder et par barnløse karriereryttere (Jason Bateman og Jennifer Garner) med perfekte jobs, et perfekt hjem og perfekte tænder. Men kvikke Juno kan med sit skarpe blik se, at det hele måske er lidt for perfekt til at være sandt.

“Juno” er et charmerende stykke offbeat americana-film. Det er en usædvanlig film med et utroligt velskrevet manuskript, der spiller på de mest sarkastiske tangenter i moderne amerikansk teenagesprog.

I sidste uge vandt Diablo Cody, der selv har en usædvanlig fortid som stripper, en oscar for bedste originale manuskript. Ud over den charmerende skæve tone i filmens sprog, byder manuskriptet også på nogle skarpe sandheder om en voksen verden, som kun modne teenagere som Juno har øje for.

Instruktøren Jason Reitman krydrer manuskriptet med et sprodt soundtrack af indie-musik, og en Ellen Page i hovedrollen, der giver filmen hjerte og sjæl.

Hvis du faldt for “Superbad” eller “Knocked Up”, så er du nødt til at se “Juno”.
Juno