Rambo er stadig Rambo

5.0
Forleden dag læste jeg en anmeldelse i gratisavisen "Urban", som havde givet det seneste led i Rambo sagaen én enkelt stjerne. Anmelderen var af den overbevisning, at Rambo var intet mindre end meningsløs vold...
Det er da det smukke ved Rambo! Du tager da ikke ind i biografen og tror at Sly har lavet en psykologisk thriller, eller et socialrealistisk drama fra 1800-tallet.

Udover de fisefornemme anmeldere som har givet filmen én eller to stjerner, kan os almindelige dødelige, modsat tage filmen for hvad den er: Hardcore action i sin reneste form. Og det er PRÆCIS hvad Sylvester Stalone giver os i Rambo.

Jeg så filmen til forpræmiere i Århus hvor stemningen var fantastik og flere fanatiske Rambo-fans med dertilhørende røde bandana var dukket op. Fra første til sidste drab, blev der jublet i takt med at John Rambo's likvideringer blev mere og mere bestialske.
Faktisk har jeg sjældent moret mig så meget i en biograf. Filmen var klichefyldt på en fantastisk måde. Alt hvad jeg forventede at se blev serveret i overflod med små delikatesser oveni. Alt fra de små one-liners som "go home" og "fuck the world" til de tyve minutter af filmen vores helt tilbringer bag et kæmpe maskingevær, der både er i stand til at flække træer på midten og dræbe tre Burmesere på én gang. Overdrivelserne er det fede ved filmen.
Sidst til den store debat om hvorvidt Sly er blevet for gammel til at spille enmandhær. Han er ikke en dag for gammel, og prøver heller ikke at spille en på tyve. Jeg kan ikke se noget unaturligt i en mand på 60 med overarme som træstammer, som skyder Burmesiske soldater ned med bue fra 300 meters afstand, eller det kan jeg måske, men det er jo også John Rambo.

5 stjerner fordi jeg morede mig som jeg sjældent har gjort.

Anbefalet til drengerøvende, som endnu kan se det fede i meningsløs vold og one-liners.
Rambo