Hysterisk overspil
1.0
Gode kræfter som Robin Williams og instruktøren Mike Nichols er spildt i den hysterisk overspillede genindspilning af den franske komedie "Mød min hr. mor"
Amerikanere kan simpelthen ikke acceptere tekstede film - ikke kun fordi teksterne i sagens natur kun er et slags "Det Bedste"-sammendrag af filmens dialog, men de hævder også, at man får ondt i hovedet af teksterne. Ondsindende europæere mener at vide, at det er den høje frekvens af funktionelle analfabeter blandt de amerikanske biografgængere, der gør tekstede film til kommercielt selvmord i Guds eget land. Derfor har Hollywood fundet på at lave amerikanske udgaver af populære udenlandske film - Paris bliver til New York eller Los Angeles og Anne Parillaud til Bridget Fonda.
Disse genindspilninger eller remakes kan være mere eller mindre vellykkede - men selvom man (med rette) kan beskylde Hollywood for meget, kan man ikke benægte at de er dygtige håndværkere - og da netop remakes som regel er mere håndværk end kunst, slipper de ofte hæderligt afsted med det.
På forhånd kunne man godt forvente at "The Birdcage" kunne blive en af de bedre remakes, ikke mindst fordi makkerparret Mike Nichols (instruktør) og Elaine May (manuskript) endelig blev bragt sammen igen på denne film. Jeg er selv en stor fan af Robin Williams, omend han kræver en tilstrækkelig viljefast instruktør, der kan forhindre ham i at lave en given film om til endnu en omgang "Robin Williams laver sjove parodier i hæsblæsende tempo" - men da Mike Nichols netop er en sådan instruktør, kunne man jo håbe ...
To mand frem for en moralist
Historien i "The Birdcage" er ikke forfærdelig fjern fra originalens: Bøsseparret Armand (Robin Williams) og Albert (Nathan Lane) lever lykkeligt sammen, Armand ejer en dragklub, hvor Albert er den ubestridte primadonna (også med hensyn til temperament!). Armand er "manden" i forholdet og Albert "kvinden", sammen har de opfostret Armands søn Val (resultatet af Armands ungdoms to timer lange forsøg på at være heteroseksuel).
Filmen starter med at den 20-årige Val kommer hjem fra universitetet og annoncerer, at han skal giftes med den 18-årige datter af den ultra-højreorienterede senator Keeley (Gene Hackman). Problemet er selvfølgelig at senator Keeley aldrig nogensinde vil kunne acceptere at få to bøsser som Armand og Albert ind i sin familie - så Val er villig til at gå til uhyrlige yderligheder for at undgå, at sagens rette sammenhæng skal gå op for ham. Noget der kompliceres ekstra af, at senator Keeley og frue naturligvis er meget interesserede i at møde deres kommende svigersøns familie.
Ikke overraskende kommer der en masse komplikationer og morsomme situationer ud af dette besøg - og det er mere eller mindre det, resten af filmen går ud på.
Desværre slipper Mike Nichols ikke særlig godt fra det - til hans ros skal det siges, at han faktisk får holdt Robin Williams tilpas meget i stramme tøjler - hvilket gør, at hans rolle er en af de få, der fungerer i filmen. Mange af de øvrige skuespillere enten overspiller (Armand og Alberts butler Agador er et rædselseksempel) eller fungerer bare dårligt - blandt de sidstnævnte er sønnen Val særligt slem: Han virker som om han er totalt ligeglad med sine forældre, de skal bare være villige rekvisitter for ham. Det gør deres kærlighed til ham utroværdig - hvilket selv i en komedie betyder, at det hele ikke fungerer.
Amerikanere kan simpelthen ikke acceptere tekstede film - ikke kun fordi teksterne i sagens natur kun er et slags "Det Bedste"-sammendrag af filmens dialog, men de hævder også, at man får ondt i hovedet af teksterne. Ondsindende europæere mener at vide, at det er den høje frekvens af funktionelle analfabeter blandt de amerikanske biografgængere, der gør tekstede film til kommercielt selvmord i Guds eget land. Derfor har Hollywood fundet på at lave amerikanske udgaver af populære udenlandske film - Paris bliver til New York eller Los Angeles og Anne Parillaud til Bridget Fonda.
Disse genindspilninger eller remakes kan være mere eller mindre vellykkede - men selvom man (med rette) kan beskylde Hollywood for meget, kan man ikke benægte at de er dygtige håndværkere - og da netop remakes som regel er mere håndværk end kunst, slipper de ofte hæderligt afsted med det.
På forhånd kunne man godt forvente at "The Birdcage" kunne blive en af de bedre remakes, ikke mindst fordi makkerparret Mike Nichols (instruktør) og Elaine May (manuskript) endelig blev bragt sammen igen på denne film. Jeg er selv en stor fan af Robin Williams, omend han kræver en tilstrækkelig viljefast instruktør, der kan forhindre ham i at lave en given film om til endnu en omgang "Robin Williams laver sjove parodier i hæsblæsende tempo" - men da Mike Nichols netop er en sådan instruktør, kunne man jo håbe ...
To mand frem for en moralist
Historien i "The Birdcage" er ikke forfærdelig fjern fra originalens: Bøsseparret Armand (Robin Williams) og Albert (Nathan Lane) lever lykkeligt sammen, Armand ejer en dragklub, hvor Albert er den ubestridte primadonna (også med hensyn til temperament!). Armand er "manden" i forholdet og Albert "kvinden", sammen har de opfostret Armands søn Val (resultatet af Armands ungdoms to timer lange forsøg på at være heteroseksuel).
Filmen starter med at den 20-årige Val kommer hjem fra universitetet og annoncerer, at han skal giftes med den 18-årige datter af den ultra-højreorienterede senator Keeley (Gene Hackman). Problemet er selvfølgelig at senator Keeley aldrig nogensinde vil kunne acceptere at få to bøsser som Armand og Albert ind i sin familie - så Val er villig til at gå til uhyrlige yderligheder for at undgå, at sagens rette sammenhæng skal gå op for ham. Noget der kompliceres ekstra af, at senator Keeley og frue naturligvis er meget interesserede i at møde deres kommende svigersøns familie.
Ikke overraskende kommer der en masse komplikationer og morsomme situationer ud af dette besøg - og det er mere eller mindre det, resten af filmen går ud på.
Desværre slipper Mike Nichols ikke særlig godt fra det - til hans ros skal det siges, at han faktisk får holdt Robin Williams tilpas meget i stramme tøjler - hvilket gør, at hans rolle er en af de få, der fungerer i filmen. Mange af de øvrige skuespillere enten overspiller (Armand og Alberts butler Agador er et rædselseksempel) eller fungerer bare dårligt - blandt de sidstnævnte er sønnen Val særligt slem: Han virker som om han er totalt ligeglad med sine forældre, de skal bare være villige rekvisitter for ham. Det gør deres kærlighed til ham utroværdig - hvilket selv i en komedie betyder, at det hele ikke fungerer.
19/11-2018