Den Tavse Rytter

5.0
Instruktør Stevens berømte western om revolverhelten Shane, fornemt portrætteret af Ladd, er den dag i dag et interessant bekendtskab på grund af dens grundlæggende sørgelige tematik.

En tematik om den tilbedte og frygtede helt, der i virkeligheden er en ensom og tragisk eksistens, der søger det han aldrig vil være i stand til at få. Et almindeligt liv med familie, tryghed og en dæmpet hverdag.

Alt det hans totale modstykke, en farmer spillet af Heflin, han har og slider for at beholde, også selv om det koster ydmygelse, blod, sved og tårer. Så når Shane ankommer og tilbyder sin hjælp på den lille gård, der er hårdt trængt af en rig rancher, så ender han naturligvis med at gøre det han er bedst til for at skabe civiliseret tilstande, retfærdighed, lov og orden. Han griber til (nødvendig?) vold for at løse konflikten, for så til slut at måtte forlade det samfund han lige har hjulpet, men hvor der nu hverken længere er brug for eller plads til ham.

Som underholdende ramasjang-western sker der egentlig ikke det store, selv om det kommer til et par solide actionscener. Dramatikken foregår meget på det indre plan, men den fungerer til gengæld så godt i den elegant instrueret historie, at man gribes fra start til slut.

Også filmens for sin tid fine kameraarbejde af Loyal Griggs skal nævnes, for at formidle filmens simple handling videre, så den underliggende dramatik flot indfanges.

Clint Eastwood byggede mange år senere sin fantastiske western ”Pale Rider” på samme skabelon, blot brugt mere tvetydigt. Ladd’s helt er langt mere renskuret, men også langt mere realistisk i al sin beskedenhed end Eastwood’s mere mytologiske tilgang til hovedpersonen.
Shane