Fæl skuffelse
1.0
Jeg kan opsumere min mening om Flammen og Citronen med nogle få stikord: utroværdig, ligegyldig, flot og fejlacastet.
Filmen mangler dramaturgisk drive. Historien er rodet og ufokuseret med alt for mange ligegyldige og påklistrede Familiejournalske smådramaer, der er pinefulde at se og høre på. Mads Mikkelsen spiller endnu engang Mads Mikkelsen med vredesudbrud og svedperler på skægstubbe som de ypperste udtryksmidler. Historien introducerer diverse karakterer, som man aldrig ser mere til, og de personer man ser mere til er utroværdige, hvilket især skyldes TV-dramaagtig dialog, der burde dirre og syde, men som højst er tæerkrummende. Stine Stengade er i den grad fejlcastet, hvilket nok især skyldes, at hun er instruktørens kone. Thure Lindhardt kæmper, og er nok den der gør det bedst, men heller ikke han slipper for at ende som en 2-dimensional papfigur. Det er tankevækkende, at de to mest fængende scener er med de to tyskere Christian Berkel og Hanns Zischler, der begge formår at tryllebinde publikum og for en kort stund minde os om, hvor god og fængslende Flammen og Citronen kunne være blevet i de rette hænder. Jeg er overbevist om, at filmens høje budget er gået til at rekonstruere Danmark anno 1944, og ikke på at skabe et troværdigt drama. Filmen er smæk fyldt med klicheer, dårligt skuespil, dårlig dialog, utroværdig scenografi (det såkaldt hemmelige møde i Stockholm, hvor de råber om deres ærinder mens det vrimler med diverse personager i baggrunden) og utroværdige scener (det nytter ikke noget at omlakere en bil, når begge dens passagerer er så let genkendelige og iøvrigt begge eftersøgt). En stor stor skuffelse.
Filmen mangler dramaturgisk drive. Historien er rodet og ufokuseret med alt for mange ligegyldige og påklistrede Familiejournalske smådramaer, der er pinefulde at se og høre på. Mads Mikkelsen spiller endnu engang Mads Mikkelsen med vredesudbrud og svedperler på skægstubbe som de ypperste udtryksmidler. Historien introducerer diverse karakterer, som man aldrig ser mere til, og de personer man ser mere til er utroværdige, hvilket især skyldes TV-dramaagtig dialog, der burde dirre og syde, men som højst er tæerkrummende. Stine Stengade er i den grad fejlcastet, hvilket nok især skyldes, at hun er instruktørens kone. Thure Lindhardt kæmper, og er nok den der gør det bedst, men heller ikke han slipper for at ende som en 2-dimensional papfigur. Det er tankevækkende, at de to mest fængende scener er med de to tyskere Christian Berkel og Hanns Zischler, der begge formår at tryllebinde publikum og for en kort stund minde os om, hvor god og fængslende Flammen og Citronen kunne være blevet i de rette hænder. Jeg er overbevist om, at filmens høje budget er gået til at rekonstruere Danmark anno 1944, og ikke på at skabe et troværdigt drama. Filmen er smæk fyldt med klicheer, dårligt skuespil, dårlig dialog, utroværdig scenografi (det såkaldt hemmelige møde i Stockholm, hvor de råber om deres ærinder mens det vrimler med diverse personager i baggrunden) og utroværdige scener (det nytter ikke noget at omlakere en bil, når begge dens passagerer er så let genkendelige og iøvrigt begge eftersøgt). En stor stor skuffelse.
08/04-2008
