ond, vittig og bevægende
4.0
Så kom resultatet af Tim Burton og Johnny Depps 6. samarbejde endelig ud til min biograf, og sikke en udfordring de her har kastet sig ud i. En udfordring de til en vis grad klarer sig igennem. Filmen har det hele: Kærlighed, hævn, mord, blod, kannibalisme og ikke mindst en fed historie, om en barber der syngende skærer halsen over på sine kunder, hvorefter hans kompagnon bruger dem som kødfyld i hendes tærter. Grotesk? Ja! Klamt? Ja, og så alligevel. Havde hørt at filmen skulle indeholde helt ekstreme mængder blod, men så slemt syntes jeg nu heller ikke det var. Til gengæld er der rigtig meget sang. Rigtig rigtig meget sang, hvilket dog både er en svaghed og en styrke for filmen. Det kan ikke undgås at tempoet i filmen nedsættes lidt, når der kommer en sang. Derudover er sangene en smule ens og så gentages enkelte af dem, hvilket kan være lidt trættende. På den anden side er det dog også utrolig rørende, når filmens personer synger deres følelser ud.
Man skal ikke blive afskrækket af de mange sange, heller ikke selvom man ikke kan lide musicals, for et grundlæggende musicalelement er taget ud af Stephen Sondheims klassiker. De syngende og dansende folkemængder er forsvundet. I stedet er det kun filmens vigtigste personer der synger, enten solo eller duetter, og mange af sangene er i sig selv en dialog, så nogle gange tænker man slet ikke over, at personerne bryder ud i sang.
En af filmen helt store plusser er skuespillerne, der alle sammen gør et fantastisk job. Johnny Depp styrer løjerne som Sweeney Todd, og han gør det utrolig godt (som sædvanligt, fristes man til at sige). Oscarnomineringen var fuldt fortjent. Depp formår at spille en psykopatisk, hævngerrig mand med så meget nerve og intensitet, at man virkelig får medlidenhed med ham, og det er altså svært. Desuden udtrykker hans øjne så mange følelser, at man næsten får gåsehud.
Der er blevet sagt meget om Depps sangevner, både godt og skidt. Man kan godt høre, at han ikke er en trænet sanger, men det gør heller ikke noget, der er nemlig 2 grunde til at det fungere: 1. Eftersom han spiller en mand der har siddet 15 år i fængsel, så er det alt andet lige mere realistisk, at han ikke synger gudesmukt. 2. Depp mestrer at lægge følelse i sangene hvad enten det er vrede eller ømhed, og derfor ser man bort fra at han ikke lige har en Poul Potts stemme.
Sweeneys dybt umoralske medsammensvorne Mrs. Lovett spilles af Helena Bonham Carter, og jeg kan ikke forestille mig nogen andre spille Mrs. Lovett ligeså godt. Okay hun synger ikke særlig godt, men hendes charme og livlighed overskygger det.
Tilsammen udgør Johnny Depp og Helena Bonham Carter et sært, men uimodståeligt filmpar. Med lidt hjælp fra sminke og kostumer ligner de virkelig det her mærkelige lidt skumle par, som Sweeney og Mrs. Lovett jo er.
Alan Rickman ses i rollen som Sweeneys ærkefjende Dommer Turpin. Han spiller det han er allerbedst til: den kolde og kyniske skurk, og det gør han selvfølgelig med overbevisning. Også Timothy Spall, Ed Sanders og Sacha Baron Cohen imponerer i deres roller. Endvidere er de to unge skuespillere i rollerne som det forelskede par Johanna og Anthony søde at se på og dygtige sangere.
Så på alle fronter er skuespillet helt i top, og det løfter virkelig filmen. Også filmens fantastiske scenografi, kostumer, sminke og kameraføring løfter filmen til et højere niveau. Det er så godt håndværk, og det gør filmen ekstremt stemningsfyldt, hvilket jo er kendetegnet for Tim Burtons film.
Alt i alt er Sweeney Todd en særdeles udmærket film. En anmelder beskrev den som ond, vittig og bevægende, og det er egentlig meget rammende.
Hvis man kunne give filmen 4,5 stjerner gjorde jeg det, men da man ikke kan det, må jeg nøjes med 4 stjerner, da det er som om filmen lige mangler det sidste. Man er ikke 100% engageret i filmen. Den er egentlig ikke langtrukken, men det er alligevel som om tempoet ikke er mega højt, og det skyldes nok desværre de mange sange. Jeg vil dog alligevel anbefale den, for det er sgu en interessant filmoplevelse.
Ekstra: Jeg vil anbefale at man lytter til teksterne i stedet for at læse de danske undertekster for de er virkelig skod.
Man skal ikke blive afskrækket af de mange sange, heller ikke selvom man ikke kan lide musicals, for et grundlæggende musicalelement er taget ud af Stephen Sondheims klassiker. De syngende og dansende folkemængder er forsvundet. I stedet er det kun filmens vigtigste personer der synger, enten solo eller duetter, og mange af sangene er i sig selv en dialog, så nogle gange tænker man slet ikke over, at personerne bryder ud i sang.
En af filmen helt store plusser er skuespillerne, der alle sammen gør et fantastisk job. Johnny Depp styrer løjerne som Sweeney Todd, og han gør det utrolig godt (som sædvanligt, fristes man til at sige). Oscarnomineringen var fuldt fortjent. Depp formår at spille en psykopatisk, hævngerrig mand med så meget nerve og intensitet, at man virkelig får medlidenhed med ham, og det er altså svært. Desuden udtrykker hans øjne så mange følelser, at man næsten får gåsehud.
Der er blevet sagt meget om Depps sangevner, både godt og skidt. Man kan godt høre, at han ikke er en trænet sanger, men det gør heller ikke noget, der er nemlig 2 grunde til at det fungere: 1. Eftersom han spiller en mand der har siddet 15 år i fængsel, så er det alt andet lige mere realistisk, at han ikke synger gudesmukt. 2. Depp mestrer at lægge følelse i sangene hvad enten det er vrede eller ømhed, og derfor ser man bort fra at han ikke lige har en Poul Potts stemme.
Sweeneys dybt umoralske medsammensvorne Mrs. Lovett spilles af Helena Bonham Carter, og jeg kan ikke forestille mig nogen andre spille Mrs. Lovett ligeså godt. Okay hun synger ikke særlig godt, men hendes charme og livlighed overskygger det.
Tilsammen udgør Johnny Depp og Helena Bonham Carter et sært, men uimodståeligt filmpar. Med lidt hjælp fra sminke og kostumer ligner de virkelig det her mærkelige lidt skumle par, som Sweeney og Mrs. Lovett jo er.
Alan Rickman ses i rollen som Sweeneys ærkefjende Dommer Turpin. Han spiller det han er allerbedst til: den kolde og kyniske skurk, og det gør han selvfølgelig med overbevisning. Også Timothy Spall, Ed Sanders og Sacha Baron Cohen imponerer i deres roller. Endvidere er de to unge skuespillere i rollerne som det forelskede par Johanna og Anthony søde at se på og dygtige sangere.
Så på alle fronter er skuespillet helt i top, og det løfter virkelig filmen. Også filmens fantastiske scenografi, kostumer, sminke og kameraføring løfter filmen til et højere niveau. Det er så godt håndværk, og det gør filmen ekstremt stemningsfyldt, hvilket jo er kendetegnet for Tim Burtons film.
Alt i alt er Sweeney Todd en særdeles udmærket film. En anmelder beskrev den som ond, vittig og bevægende, og det er egentlig meget rammende.
Hvis man kunne give filmen 4,5 stjerner gjorde jeg det, men da man ikke kan det, må jeg nøjes med 4 stjerner, da det er som om filmen lige mangler det sidste. Man er ikke 100% engageret i filmen. Den er egentlig ikke langtrukken, men det er alligevel som om tempoet ikke er mega højt, og det skyldes nok desværre de mange sange. Jeg vil dog alligevel anbefale den, for det er sgu en interessant filmoplevelse.
Ekstra: Jeg vil anbefale at man lytter til teksterne i stedet for at læse de danske undertekster for de er virkelig skod.
12/04-2008
