En russer rydder op i London

2.0
Nu må det være nok. Canadiske David Cronenberg har én gang snydt mig, nemlig med hans foregående værk, ”A History of Violence”, der i overordentlig grad lod mig gruble over, hvordan en så sterilt tænkt og udført film kunne lægge verden for sine fødder og så glemme lille mig - og gudhjælpemig om han nu ikke gør det igen.

Denne gang hedder forundringen ”Eastern Promises” og har omtrent lige så svært ved at begå sig i filmfortællingens kunst som sin tematiske forgænger, ”A History of Violence”. Allerede fra den indledende scene synes noget galt, da filmens første mordscene indtræffer. Umiddelbart lyder det simpelt og effektivt, at se en kunde i en barbersalon få sin hals skåret itu med en kødelig barberkniv - formodentlig med et hurtigt og enkelt ’schlip!’ som løsning - men sagen er en anden for Cronenberg. Han insisterer derimod på at servere os den blodige ballade så grafisk, at det nærmer sig ren komik. Halsen skal gennemfiltreres og gerne efterlades med et par heftige, vildfarne blodkar i fulde flor.

Alene her lykkes det altså David Cronenberg at udradere sit potentiale, nemlig enhver form for det raffinement, der nu engang ligger gemt i et godt filmmord.
Dette er ligeledes symptomatisk for den resterende part af ”Eastern Promises”, der aldrig tilnærmelsesvis synes at få grebet om sine elementer. Akkurat som Cronenbergs mærkværdige vision om at indplante sin pointe bag mainstreamfilmens parader overraskende faldt til jorden i rammerne af det idylliske amerikanske familieliv, så finder det heller aldrig rigtig fodfæste i Londons russisk bemandede gangsterunderverden. Kollektivet af amerikansktalende russiske gangstere - med undtagelse af den vanligt kampklar og velspillende Viggo Mortensen - forbliver først og fremmest en bøvet flok af fladpandede arketyper igennem hele filmen, med en ualmindeligt irriterende Vincent Cassell i spidsen for pinagtighederne.

Teknisk er det tillige småt med kvaliteten, særligt eftersom Cronenberg på besynderlig vis insisterer på at filme størstedelen af sine scener i den mest tandløse belysning, man kan tænke sig. I enden synes Cronenberg alligevel mest af alt fristet til at smide tøjlerne og ellers uhæmmet boltre sig løs i afklippede fingre og gennemskårede halse.
Eastern Promises