Bier og blomster på Shyamalan'sk
1.0
Spoilers forude:
Hvis den mildest talt ret så omdebatterede filminstruktør, M. Night Shyamalan, før var en sær og ualmindelig skikkelse på Hollywoods moderne filmscene med sine tidligere værker, ”The Sixth Sense”, ”Unbreakable”, ”Signs”, ”The Village” og ”Lady in the Water”, så er han utvivlsomt rykket et par yderligere trin op af skamlen for påfaldende instruktørskikkelser med sit nyeste og på fejlagtig vis mindst lige så opsigtsvækkende udspil, ”The Happening”.
Den indiskfødte amerikaner er siden karrierens højlydte startskud med mestergyset ”The Sixth Sense” blevet kaldt, klandret og udråbt en hel del - dristig, ambitiøs, ukuelig og ikke mindst egenrådig - men det meste af dette synes først rigtig at give mening efter at have oplevet ”The Happening”. Her skinner det nemlig igennem klarere og tydeligere end nogensinde før, hvilken form for filmskaber der med Shyamalan er tale om - her er en mand, der helt indiskutabelt elsker at lave film, udtænke og udføre dem, ja sågar skrive og producere dem efter egen bedste overbevisning, og i samme åndedrag genbruge både komponist og cheffotograf på bedste hof-manér. Det er der som sådan ikke noget galt i, eftersom et godt, gedigent ’onemanshow’ i ny og næ har det med at gøre filmverdenen underværker, men noget synes unægtelig hægtet af sporet når Shyamalan for omtrent sjette gang udfolder sin produktive énmandshær i fuldt og egenrådigt favør.
Selvfølgelig kan denne form for arbejde sagtens påskønnes for sin stædighed i at bevare en personlig ambition, men med ”The Happening” slår det bagslag til det smælder. Alt virker nemlig umådelig selvsmagende og forkrampet når Shyamalan endnu engang svinger både pensel og pengepung i ét og samme træk, og hæmningsløst boltrer sig løs i dommedagsgenrens slaraffenland. Og han tager for sig af godterne: Evakueringer, familiære splittelser, desorienterede menneskeforsamlinger, informerende nyhedsoplæsere og højlærde videnskabsmænd med brillerne nederst på næseryggen får alle en tur i Shymalans ensporede kødkværn, for slet ikke at nævne den evige, ja nærmest folkekære katastrofefilmskliché om en person, der i panikkens hede får sneget et videokamera eller en telefon op af tasken og scoret sig et fragmentarisk, men altsigende snapshot af begivenhederne - husk blot den alien-besøgte børnefødselsdag fra det mest hjemsøgende øjeblik af ”Signs”.
Hjemsøgende er det dog langt fra, da den så godt som obligatoriske scene indtræffer nær halvvejs i ”The Happening” og viser os linseudsynet fra en kameratelefon, der ganske uforstyrret filmer en dyrepasser gå i ’freeze’ midt imellem en lækkersulten flok tigere - og hvad andet logisk udfald er dertil så, end at lade den stakkels dyrepasser få begge arme bidt af? Intet, naturligvis, for M. Night Shyamalan er uden tvivl så insisterende på at chokere sit publikum, at selv den mest konstruerede og tarvelige idé kan gå an til formålet. Selv i en af filmens mest drastiske øjeblikke, da to af filmens bifigurer, de to 14-15-årige knægte Joss og Jared, plaffes ned af en paranoid gammel bonde, kan man nærmest fornemme Shyamalan gnide sine hænder af fryd et sted ude i operatørrummet. Ja, man kan nærmest se ligningen om to fluer nedlagt med et smæk gå op: ”Én chokeffekt og to unødvendige ’sidekicks’ skrevet ud af filmen på bare en enkel scene? Hell year!”
Man kan klø sin hovedbund til blods over de uendelige spørgsmål der gør sig gældende i ”The Happening”. Man kan undre sig over, hvorfor Shyamalan, hvis film tidligere har været besat af skuespillere af überklasse, pludselig benytter to så ravende ringe drama-skuespillere som Mark Wahlberg og ikke mindst en tåkrummende pinlig Zooey Deschanel, i en af de mest tåbelige roller længe set på film. Man kan undre sig over, hvorfor Shyamalan ikke får en pind ud af sin selvudtænkte og umiddelbart glimrende idé om naturens hævnakt mod sin destruktive race af bosættere, kaldet mennesket. Og man kan undre sig over hvad de vidt udpenslede selvmordsscener i grunden gavner ”The Happening”, på nær en 5 minutter lang, toneangivende start og et flueben ud for kolonen 'stilforvirring'.
Sidst men ikke mindst kan man dog undre sig over, at ingen for længst har stillet spørgsmålstegn ved Shyamalans eskalerende storhedsvanvid. ’Stille spørgsmålstegn' er måske så meget sagt, for med ”The Happening” skriger manden mere eller mindre indirekte på, at få sat en kæp i hjulet på sin egen kuldsejlende filmproduktion. Opfordringen har hermed lydt.
Hvis den mildest talt ret så omdebatterede filminstruktør, M. Night Shyamalan, før var en sær og ualmindelig skikkelse på Hollywoods moderne filmscene med sine tidligere værker, ”The Sixth Sense”, ”Unbreakable”, ”Signs”, ”The Village” og ”Lady in the Water”, så er han utvivlsomt rykket et par yderligere trin op af skamlen for påfaldende instruktørskikkelser med sit nyeste og på fejlagtig vis mindst lige så opsigtsvækkende udspil, ”The Happening”.
Den indiskfødte amerikaner er siden karrierens højlydte startskud med mestergyset ”The Sixth Sense” blevet kaldt, klandret og udråbt en hel del - dristig, ambitiøs, ukuelig og ikke mindst egenrådig - men det meste af dette synes først rigtig at give mening efter at have oplevet ”The Happening”. Her skinner det nemlig igennem klarere og tydeligere end nogensinde før, hvilken form for filmskaber der med Shyamalan er tale om - her er en mand, der helt indiskutabelt elsker at lave film, udtænke og udføre dem, ja sågar skrive og producere dem efter egen bedste overbevisning, og i samme åndedrag genbruge både komponist og cheffotograf på bedste hof-manér. Det er der som sådan ikke noget galt i, eftersom et godt, gedigent ’onemanshow’ i ny og næ har det med at gøre filmverdenen underværker, men noget synes unægtelig hægtet af sporet når Shyamalan for omtrent sjette gang udfolder sin produktive énmandshær i fuldt og egenrådigt favør.
Selvfølgelig kan denne form for arbejde sagtens påskønnes for sin stædighed i at bevare en personlig ambition, men med ”The Happening” slår det bagslag til det smælder. Alt virker nemlig umådelig selvsmagende og forkrampet når Shyamalan endnu engang svinger både pensel og pengepung i ét og samme træk, og hæmningsløst boltrer sig løs i dommedagsgenrens slaraffenland. Og han tager for sig af godterne: Evakueringer, familiære splittelser, desorienterede menneskeforsamlinger, informerende nyhedsoplæsere og højlærde videnskabsmænd med brillerne nederst på næseryggen får alle en tur i Shymalans ensporede kødkværn, for slet ikke at nævne den evige, ja nærmest folkekære katastrofefilmskliché om en person, der i panikkens hede får sneget et videokamera eller en telefon op af tasken og scoret sig et fragmentarisk, men altsigende snapshot af begivenhederne - husk blot den alien-besøgte børnefødselsdag fra det mest hjemsøgende øjeblik af ”Signs”.
Hjemsøgende er det dog langt fra, da den så godt som obligatoriske scene indtræffer nær halvvejs i ”The Happening” og viser os linseudsynet fra en kameratelefon, der ganske uforstyrret filmer en dyrepasser gå i ’freeze’ midt imellem en lækkersulten flok tigere - og hvad andet logisk udfald er dertil så, end at lade den stakkels dyrepasser få begge arme bidt af? Intet, naturligvis, for M. Night Shyamalan er uden tvivl så insisterende på at chokere sit publikum, at selv den mest konstruerede og tarvelige idé kan gå an til formålet. Selv i en af filmens mest drastiske øjeblikke, da to af filmens bifigurer, de to 14-15-årige knægte Joss og Jared, plaffes ned af en paranoid gammel bonde, kan man nærmest fornemme Shyamalan gnide sine hænder af fryd et sted ude i operatørrummet. Ja, man kan nærmest se ligningen om to fluer nedlagt med et smæk gå op: ”Én chokeffekt og to unødvendige ’sidekicks’ skrevet ud af filmen på bare en enkel scene? Hell year!”
Man kan klø sin hovedbund til blods over de uendelige spørgsmål der gør sig gældende i ”The Happening”. Man kan undre sig over, hvorfor Shyamalan, hvis film tidligere har været besat af skuespillere af überklasse, pludselig benytter to så ravende ringe drama-skuespillere som Mark Wahlberg og ikke mindst en tåkrummende pinlig Zooey Deschanel, i en af de mest tåbelige roller længe set på film. Man kan undre sig over, hvorfor Shyamalan ikke får en pind ud af sin selvudtænkte og umiddelbart glimrende idé om naturens hævnakt mod sin destruktive race af bosættere, kaldet mennesket. Og man kan undre sig over hvad de vidt udpenslede selvmordsscener i grunden gavner ”The Happening”, på nær en 5 minutter lang, toneangivende start og et flueben ud for kolonen 'stilforvirring'.
Sidst men ikke mindst kan man dog undre sig over, at ingen for længst har stillet spørgsmålstegn ved Shyamalans eskalerende storhedsvanvid. ’Stille spørgsmålstegn' er måske så meget sagt, for med ”The Happening” skriger manden mere eller mindre indirekte på, at få sat en kæp i hjulet på sin egen kuldsejlende filmproduktion. Opfordringen har hermed lydt.
14/06-2008