Rules The Dark Knight

Wow! Det her er årets bedste film. Så er det sagt, og du behøver sådan set ikke læse mere - bare gå ind og se den. Hvis du ellers tør... For det her er ikke en sød lille superheltefilm, hvor der under det mørke lakridslag er sukkergodt og ufarlig kage nedenunder. Nej, det er hård kost med grimme, ubehagelige pointer undervejs.

Jeg klandrede i sin tid Batman Begins for, at der gik for meget superhelt i den til sidst, fordi det i nogen grad underminerede den spændende karakteristik af Bruce Wayne og hans kamp for en identitet i filmens første halvdel. Ikke fordi Batman Begins var en skidt film - tværtimod - men fordi den stærke karakteropbygning "kun" blev brugt til at opbygge en forholdsvis ordinær superhelte-historie i slutningen, hvor den dybe karakteristik ikke betød så fandens meget. Det er rart at opleve, at Nolan åbenbart har hørt efter (!), for der går så afgjort ikke superhelt i slutningen her - vi er verdener fra de renskurede helte som Superman og Spider-Man her, og det er tilmed også filmens pointe. Jeg prøver altid at tøjle mine forventninger til nye film, fordi man så undgår skuffelsen, men at det her faktisk blev Batman-filmen, jeg aldrig havde drømt om de turde lave på det store lærred, var unægteligt en overraskelse af dimensioner.

Jeg holder det normalt for mig selv, at jeg synes om Batman, fordi folk så siger 'øv, læser du sådan noget superhelte-vås', hvilket jeg undgår, fordi det ikke er tilfældet - jeg holder netop af Batman, fordi han ikke er en superhelt for mig. Han er en selvtægtsforbryder og netop ikke et forbillede. Men det gør ham netop også interessant, fordi han følger regler og dermed bliver en særdeles kompleks og sammensat figur. Der laves oceaner af Batman-tegneserier, der er det rene vås og tidsspilde, men når figuren laves rigtigt er det så afgjort ikke en helt, man ser. Og det er også tilfældet her. Børn og barnlige Batman-fans bør måske nok undgå denne film, både fordi den er alt for voksen og voldsom i sit plot, og fordi deres idealiserede billede af Batman som helt vil lide et alvorligt knæk.

Vi andre kan derimod glæde os over, at vi får Batman at se i en moden historie om, hvor ond og uretfærdig verden virkelig er. Nu skal jeg ikke afsløre noget, men blot bemærke at filmen ikke viger tilbage for noget for at understrege sine pointer. For det her er ikke en heltefilm, hvor de gode altid vinder. Så nu er I advaret, unger! Det er en film, hvor virkeligheden er grim og hård, og hvor vores "helte" ved og accepterer, at der er nogle sandheder, som befolkningen skal skærmes fra, fordi samfundet ville falde sammen, hvis illusionen om kontrol blev afsløret - børnene må ikke opdage, at forældrene ikke er perfekte og kan klare alt... Men forældrene ved det så sandelig kun alt for godt.

Det er dog alt sammen generel snak, som kun giver mening, efter man har set filmen. Men det kan måske give et fingerpeg om, hvilken genre vi bevæger os i.

Mere konkret vil være at dykke ned i filmens præstationer. Problemet er, hvor pokker man skal begynde, fordi The Dark Knight i sandhed er et slarafenland af stærkt spil fra alle fronter. Prøv bare at kigge på rollelisten, for pokker - Christian Bale, Heath Ledger, Maggie Gyllenhaal og Gary Oldman er blot dem, Scope nævner. Hvad med Aaron Eckhart, Michael Caine, Morgen Freeman, Eric Roberts eller Nestor Carbonell som borgmesteren og Colin McFarlane som politidirektør Loeb? Selv mindre roller som Cillian Murphy's "Scarecrow" eller Melinda McGraw som Gordons kone har deres små, men funklende øjeblikke undervejs. Med så mange karakterer bliver der selvsagt ikke meget plads til den enkelte skuespiller, men alligevel lykkes det på en eller anden måde The Dark Knight at give alle disse skuespillere deres lille øjeblik at funkle i, og de formår faktisk alle at vise, at de egentlig ikke behøver mere for at blive vedkommende. Jeg var skeptisk overfor både Jokeren, Harvey Dent og Sal Maroni i samme film, men det lykkes så afgjort at give dem alle plads nok til at imponere og mere end retfærdiggøre deres tilstedeværelse i plottet.

Christian Bale er som altid solid som granit i rollen som Batman/Bruce Wayne, men alle taler selvfølgelig om, hvordan tragisk afdøde Heath Ledger klarer sig i rollen som Jokeren. Der har allerede været Oscar-snak, hvilket på sin vis er synd, fordi det smager af, at han nu med djævelens volg og magt bare skal have den forbandede Oscar, fordi han først og fremmest er død, og ikke så meget - fornemmer man - fordi hans spil er godt. Det virker som en oprejsning, fordi man ikke kunne give ham den for Brokeback Mountain, hvor han spillede bøsse-cowboy, og det går jo ikke i USA... Men amerikanerne elsker den slags sentimentalitet, og man kan næsten allerede se Ledger ride ligkisten hele vejen op til Oscar-podiet, hvor mor eller far modtager på hans vegne, mens der ikke er et øje tørt i salen eller bag tv-skærmen. Især efter et år, hvor forholdsvis få så Oscar-uddelingen, fordi for mange af de nominerede film var for højkulturelle til flertallet af tv-seere. Det er alt sammen rigtigt trist, fordi det unægteligt overskygger Ledgers spil i filmen, hvor han i den grad skræmmer og fuldstændigt stjæler skærmen fra selv Bale, når han er på. Jeg havde ellers min tvivl, da jeg ham som Jokeren, for der var ikke meget smil, men blot en frygtlig masse make-up. Smilet er afgjort ikke så bredt som Jack Nicholsens, håret kan næppe kaldes grønt, og der bliver også grinet meget, meget lidt. Men for pokker hvor er det skræmmende, når det sker. Nolan tør også lade Jokeren være langt mere brutal, end jeg havde forestillet mig... Også mens han fyrer vitser. "I'm going to make this pencil disappear..." Nej, det giver ikke mening, før du har set filmen, men når du gør, så av for pokkker, hvor man forstår det - og tak for kaffe, siger jeg bare!

Ledgers Joker er langt mere sindssyg end Nicholsens nogensinde kunne håbe på at blive (nu ved vi, hvor Nicholsens hår var grønt...), og det er vigtigt, fordi det er hele filmens nerve. Jeg ved ikke om Nolan har læst Alan Moore's "The Killing Joke", men man skulle næsten tro det, for det er just den side af Jokeren, der i faretruende grad ses her - ikke en smågal forbryder, der vil forgifte Gotham City med lattergas (!), men en helt igennem utilregnelig psykopat, der (ligesom i "The Killing Joke") vil bevise overfor verden - og især overfor Batman - præcis hvor lille forskellen mellem "normalitet" og sindssyge, mellem Jokeren og Batman, rent faktisk er. Jokerens pointe i "The Killing Joke" er, at der blot skal en enkelt dårlig dag til at drive enhver til vanvid, og det skræmmende ved The Dark Knight er, at som handlingen skrider frem, synes den forbandet nok at give Jokeren mere og mere ret. For Jokerens planer er helt sindssyge - de kan aldrig gå godt for ham. Men det gør de alligevel. Og der er rigtigt mange nuancer og ofre undervejs i det spil, mens fronterne mellem de to spejlbilleder, Batman og Jokeren, bygges solidt op. Batman er en hård negl, men her har han en modstander, der kan sætte ham til vegs, fordi han er så utilregnelig, at det er umuligt at forudse hans næste træk. Batman er en ægte control freak og lynende intelligent, men hvad gør du, når modstander ikke har noget motiv, fordi hans handlinger er så kaotisk sindssyge og utilregnelige, at du aldrig kan gennemskue hans logik og regne dig frem til hans næste træk? Den side af sagen har Ledger forstået i en grad, der i sandhed skræmmer. Vi SKAL sige en masse pænt om Ledgers spil her. For det ER bundsolidt. Ledger overgår sgu Jack Nicholsen, for pokker!

Men som nævnt er spillet hele vejen rundt solidt. Bale er solid, men bliver næsten overskygget af alle de andre, der lige skal have deres øjeblik i spotlyset. Det er underligt nok ikke Batmans film, før vi når helt hen til slutningen. Den tilhører til gengæld også helt og holdent Batman. Også masser af roser til Aaron Eckhart i rollen som Harvey Dent. Afgjort den bedste Harvey Dent/Two-Face, vi endnu har set. Han er en helt anderledes central figur i historien og lægger sig på den vis ret tæt op af det oplæg til figuren, som Frank Miller i sin tid skrev i "Batman: Year One", som Batman Begins var særdeles kraftigt inspireret af. Det gør Dent til en realistisk figur i en barsk virkelighed, og Eckhart løfter den opgave på alle fronter. Jeg var sådan set glad for, at Maggie Gyllenhaal afløste Katie Holmes som Rachel Dawes, men karakteren har faktisk mindre plads her, selv om hun er central for plottets udvikling. Jeg ville have forsvoret, at der blev meget plads til Morgan Freeman og Michael Caine her, men de tager pladsen og skærmen, når de får muligheden. Det er en triumf at se Morgan Freeman sætte de ansatte ved Wayne Enterprises på plads eller høre Caine aflevere Alfreds små sarkastiske bemærkninger til især Bruce Wayne, men også til Harvey Dent, da han spørger, om han skal være opmærksom på nogen af Rachels psykotiske eks-kærester. Herligt.

Nu skal jeg ikke afsløre handlingen, men blot rose den for den konstante udvikling. Plottet står aldrig stille i The Dark Knight. Ikke forstået sådan, at det er et overgearet action-drøn. Så afgjort ikke. Det her er ikke en actionfilm. Der er eksplosioner og slåskampe undervejs, ja, men udelukkende kun som konsekvens af handlingens udvikling - der er ingen action-sekvenser, der iscenesat for deres egne skyld her, hvilket nok ikke kunne siges om forgængeren. Som nævnt er det på det plan en ret alvorlig film om modne konflikter i en troværdig verden, og det underbygges i endnu højere grad her end i forgængeren. I bund og grund er det en historie om, hvordan tre mænd, Batman, Gordon og Dent, forsøger at rense en by inficeret af korruption, kriminalitet og politiske intriger, og de samarbejder, fordi de forstår, at de hver har deres rolle at udfylde i det spil. Men kan den kamp overhovedet vindes?

Men den virkelige triumf er, at Nolan tør lave en superheltefilm uden superhelte. For der er ingen her. Og det virker! Det er som sagt Batman-filmen, jeg aldrig troede, vi skulle få at se med en grum stemning, der med held søger at indfange atmosfæren fra alvorligere film som French Connection og lignende. Det er Batman, så godt som det kan blive. Kun en direkte filmatisering af Miller's "The Dark Knight Returns" eller lignende kan overgå det her, og selv da bliver det svært. Det her er ikke bare den bedste Batman film, men årets bedste film indtil nu. Helt klart sommerens fortjente blockbuster. Sidste år tilhørte Jason Bourne. I år er det Batman. Indiana Jones, Wanted, Hulk, Iron Man og alle de andre kan roligt overgive sig. Jeg er stor X-Files fan og har ikke set den nye film endnu, men jeg har alvorligt talt svært ved at tro, at den kan overgå The Dark Knight. Beklager, Mulder og Scully, men The Dark Knight er helt igennem unfair konkurrence, og jeg ser intet på horisonten i år, der bare kan komme i nærheden at true The Dark Knight. Nej, heller ikke Bond. Jeg giver sjældent topkarakterer, men mindre kan ikke gøre det her. Det er slet ikke til diskussion.