Hancock, Hancrash
2.0
Ak, ak. Hancock er virkelig en skuffelse. Det så ellers lovende ud. En film om en afdanket, disillusioneret superhelt, som den evige og optimistiske samt lidt godtroende sælger forsøger at bringe på ret køl igen. Faktisk en rigtig sjov idé, som der kan komme en masse sjov ud af. Det gør der også... i filmens første halvdel. Og så forfalder den ellers til en gang sentimentalt vås om supermenneskes kærlighed og dens betydning og bla, bla, bla. Indsæt højlydt gab og suk efter behag...
Trist, for det fungerer som sagt fint i starten. Det er egentlig en film, der burde fungere let på idéen alene, men Will Smith tilføjer unægteligt meget til rollen som Hancock. Han kan til fingerspidserne rollen som den store, sorte fyr, der bare ikke gider høre mere vrøvl - "one more time, and your head is going up his ass," hvilket ikke bare en tom trussel... Det giver anledning til hylende sjove sekevenser, især når Jason Bateman forsøger at få Will Smith til at arbejde med sin ros overfor politiet, mens sidstnævnte bare ser på ham som en hund, der kigger overvejer at sluge den irriterende flue, der kredser om dens hoved. Eller når fængselsfangerne skal dele deres følelser, og Smith blot sender dem et vantro blik, der har "homo" skrevet over det hele. Herligt. I de scener fungerer Hancock til fingerspidserne. Hvis bare de var blevet i det spor, så var det såmænd blevet et hænderligt resultat. Men helt som Hancocks møde med sælgeren Ray, så ender det hele i en togulykke for plottet. Desværre.
Nu skal jeg undlade at røbe handlingen, men blot pege på at ellers altid søde Carlize Theron er helt spildt i denne film. Ikke fordi hun gør det skidt, men karakteren ødelægger bare plottet, og hun har trods alt ikke skrevet den. Men hun er dygtig, så hun overlever nok. Trist er det, men amerikanerne elsker åbenbart (og forhåbentlig) den her slags pladdersentimentalitet, som er noget uigennemtænkt vås om balance i verden og "den store kærlighed, som findes for hver enkelt af os" eller noget bavl af tilsvarende skuffe. Den her film er sjov nok til, at den burde have tre til fire stjerner, men på grund af den helt igennem rædselsfulde, opkastfremkaldende udvikling i slutningen må der nødvendigvis barberes et par stykker af. Møgtrist, men sådan er det altså.
Trist, for det fungerer som sagt fint i starten. Det er egentlig en film, der burde fungere let på idéen alene, men Will Smith tilføjer unægteligt meget til rollen som Hancock. Han kan til fingerspidserne rollen som den store, sorte fyr, der bare ikke gider høre mere vrøvl - "one more time, and your head is going up his ass," hvilket ikke bare en tom trussel... Det giver anledning til hylende sjove sekevenser, især når Jason Bateman forsøger at få Will Smith til at arbejde med sin ros overfor politiet, mens sidstnævnte bare ser på ham som en hund, der kigger overvejer at sluge den irriterende flue, der kredser om dens hoved. Eller når fængselsfangerne skal dele deres følelser, og Smith blot sender dem et vantro blik, der har "homo" skrevet over det hele. Herligt. I de scener fungerer Hancock til fingerspidserne. Hvis bare de var blevet i det spor, så var det såmænd blevet et hænderligt resultat. Men helt som Hancocks møde med sælgeren Ray, så ender det hele i en togulykke for plottet. Desværre.
Nu skal jeg undlade at røbe handlingen, men blot pege på at ellers altid søde Carlize Theron er helt spildt i denne film. Ikke fordi hun gør det skidt, men karakteren ødelægger bare plottet, og hun har trods alt ikke skrevet den. Men hun er dygtig, så hun overlever nok. Trist er det, men amerikanerne elsker åbenbart (og forhåbentlig) den her slags pladdersentimentalitet, som er noget uigennemtænkt vås om balance i verden og "den store kærlighed, som findes for hver enkelt af os" eller noget bavl af tilsvarende skuffe. Den her film er sjov nok til, at den burde have tre til fire stjerner, men på grund af den helt igennem rædselsfulde, opkastfremkaldende udvikling i slutningen må der nødvendigvis barberes et par stykker af. Møgtrist, men sådan er det altså.
24/07-2008
